Argentinatur 2011

Den 17. nov. 2011 kl. 1300 mødtes Henrik Larsen og jeg i Kastrup for at flyve til Buenos Aires og bruge den næste måned på at køre rundt i Argentina på motorcykel.
    Det hele var startet med, at jeg, efter hjemkomsten fra en vellykket motorcykeltur i Nicaragua, Honduras og El Salvador, satte en notits i Touring Nyt, for at finde ledsagere til en lignende tur rundt i Argentina. Jeg havde egentlig altid haft en drøm om at køre rundt i Argentina på motorcykel, men aldrig troet, at det skulle blive til virkelighed. Nu skulle det imidlertid være, og da jeg vidste, at jeg i Argentina ville komme ud på lange og øde strækninger, ønskede jeg ikke at køre denne tur alene.
    Jeg fik i alt 7 svar, nogle mere seriøse end andre. Det var ikke let hverken at bestemme hvornår turen skulle finde sted, og hvor længe den skulle vare, da det var meget forskelligt, hvornår de forskellige kunne rejse, og hvor længe de kunne afse til turen. Samtidig var ikke alle lige flinke til at give tilbagemelding, og nogle var ude at rejse meget af tiden.
Min drøm var egentlig, at sætte mig op på motorcyklen ude ved østkysten, og derefter ride vestpå over Pampassen til jeg nåede Andesbjergene og vinmarkerne. Vi blev imidlertid hurtigt klar over, at Argentina er et kæmpe land, og at vi ikke kunne nå at se det hele, så vi besluttede, at koncentrere os om den nordlige halvdel af landet. Til sidst måtte jeg så skære igennem og beslutte, at turen skulle vare 4 uger (den endte med at blive på 1 måned), samt at vi skulle være hjemme 1 uge før jul. Derved havde jeg taget hensyn til klimaet og ferietiden dernede, samt de mest seriøse af henvendelserne.
    Vi holdt et indledende møde, hvor vi fastlagde hoved linjerne for turen. Kort efter endte vi med kun at være 3 tilbage, og længere henne i planlægningen viste det sig, at man ikke kan få en motorcykel kaskoforsikret i Argentina, hvorfor en mere sprang fra. Jeg var også selv på dette tidspunkt ved at opgive det hele, men da jeg sagde dette til Henrik, var hans eneste kommentar: ”Dette er en chance man kun får en gang i sit liv, kører vi eller ej”, og det gjorde vi så. Man kan ikke gå hele livet igennem med både seler og livrem.
    Vi fik købt nogle billige flybilletter over internettet, lejet 2 stk. Honda Transalp 700 hos Motocare i Buenos Aires, gratis downloaded et kort til min Garmin GPS, samt booket 2 værelser i Buenos Aires til de 3 dage vi skulle være dette sted. På den øvrige del af turen planlagde vi, at finde logi ved hjælp af min Garmin og Lonely Planet efterhånden, som vi kom frem.
    Vi fik også lavet en plan over turen, men var indstillet på, at denne kunne ændres efterhånden, som vi kom frem på turen.
    Alting var efterhånden på plads til turen, da jeg ca. 1 måned før afgang modtog jeg en mail fra Spanair. Her kunne man, hvis man var opmærksom, læse, at de nu havde ændret datoerne, så vi skulle flyve fra Madrid 1 døgn før vi skulle flyve fra Kastrup. Dette var naturligvis fysisk umuligt, så jeg fik jo travlt med at få det rettet; men det bevirkede, at vi måtte flytte rejsen en dag frem og samtidig ændre datoerne for MC lejen og hotel bookningen. Jeg havde været ude for noget lignende på min rejse til Mellemamerika, så det var nok derfor, at jeg var ekstra på vagt.

Fredag 18/11: Buenos Aires
Efter en lang flyrejse med mellemlanding i Madrid, ankom vi til Buenos Aires næste formiddag. Vi tjekkede ud, fik vores bagage og fik med besvær hævet nogle lokale penge i en kontantautomat i lufthavnen. I Argentina er det mest smart at bruge sit Visa- eller Master kort, da der findes kortautomater i næsten alle byer, selv de mindste. Vekselkontorer findes derimod kun i de største byer, og de fleste banker veksler normalt ikke udenlandsk valuta. Det maksimale der kan hæves pr. dag er normalt 1000 AR$, men min erfaring er, at man især i weekends kan risikere ikke at kunne hæve penge eller ikke at kunde hæve max. Så hav altid kontanter nok til hele weekenden.
    Taxaen til hotellet, gav også problemer, da den første vi satte os ind i ville have 400 AR$, samt betaling forud. Vi måtte derfor finde en anden taxa, for at blive kørt til vores hotel for de 200 AR$, som Mariano fra Motocare havde oplyst var den ca. pris det kostede.
    Ved ankomst til ”Sol Montserrat Hotel”, ventede der os yderligere problemer, da de ikke ville acceptere den pris der var aftalt på forhånd. Så vi måtte gennem en længere mail korrespondance med booking bureauet de næste mange dage, for at få overprisen godtgjort ved tilbagekomsten til B.A., og selv da måtte vi atter igennem en længere diskussion med hotellet, for at få vores penge.
    Henrik afslørede nu, at han var ret god til spansk, hvilket han hidtil var gået meget stille med, men det var jo en utrolig fordel for os på resten af turen. Mine egne ringe spanskkundskaber måtte derfor leve en stille tilværelse på resten af turen.
    Vi brugte den første del af eftermiddagen til at holde en tidlig siesta ovenpå den lange tur. Senere tog vi en rundtur i byen, ned ad Av. de Mayo til Plaza de Mayo og Casa Rosada, som er præsidentens palads. Her havde de tilsyneladende fået repareret alle de skudhuller, som jeg husker fra gamle dage, så de forventer nok ikke en ny revolution foreløbig. Vi fortsatte ned i dokkerne hvor vi plejede at ligge med skibene, men dette sted var nu blevet til et mondænt kvarter, og pakhusene var bygget om til boliger, kontorer, forretninger og restauranter. Tilbageturen gik gennem San Telmo kvarteret, og vi sluttede dagen med en efter Argentinsk forhold tidlig middag kl. 2000 på en fortovsrestaurant ved verdens bredeste gade, Av. 9 de Julio, der har 14 kørebaner. Menuen bestod selvfølgelig af bøf og rødvin, for jeg har altid fulgt mottoet: ”skik følge eller land fly”.
    Derfra var der kun kort vej til vores hotel i Montserrat, hvor vi sov tidligt ind.

Lørdag 19/11: Buenos Aires - Conception 348 km
Den næste morgen havde vi med megen overtalelse fået hotellet til at åbne køkkenet ½ time før normalt, så vi kunne være hos Motocare kl. 0900 for at overtage maskinerne.
    Umiddelbart før ankomst til Motocare fik vi en bekræftelse på alt det der har været skrevet om Argentinernes opførsel i trafikken, idet en bil uden at stoppe op drønede ud fra en lille sidevej således, at vores taxa måtte bremse hårdt op.
    Ved afslutningen af turen må jeg imidlertid konstatere, at det, der er skrevet om Argentinernes opførsel i trafikken ikke passer helt. Der er nogle der er meget hensynsfulde, og nogle der kører helt vildt, nøjagtigt som i Danmark. Dog er argentinerne som hovedregel ikke flinke til at vise af.
    Mariano fra Motocare gav os en god instruktion om maskinerne og kørselsforholdene i Argentina, og advarede specielt mod politiet i provinsen Entre Rios, idet disse var berygtede for at øge deres indtægt ved hjælp af fiktive bøder. Vi gennemgik også den rute, vi havde planlagt, og da Henrik udtrykte ønske om også at komme en tur ind i Chile, viste Marino os en mulig rute ind over passet Agua Negra og tilbage over passet Las Cuevas, samt lånte os et kort over Chile. Hjemmefra havde vi ikke haft Chile med i vores planlægning, og vi havde derfor ikke selv nogen oplysninger om dette land.
    Maskinerne havde nogle skrammer, og specielt min havde tydeligvis været nede at ligge, men dette var jo alt sammen kosmetisk, og tydeligvis ikke noget det var værd at bekymre sig over til det formål, de blev udlejet til Vi fik da heller ikke problemer i den anledning, da vi afleverede maskinerne igen, tværtimod.
    Vi fik installeret vores udstyr og pakket vores habengut om fra kufferten til topboxen og sidetaskerne. Det forbavser vel ingen, at disse blev helt fyldt, selv om vi syntes, at vi kun havde taget det allermest nødvendige med hjemmefra.
Mariano ledsagede os derefter ud til motorvejen, og undervejs tilbød han Henrik at sænke hans sadel, men det mente Henrik dog ikke var nødvendigt.
    Nu gik det bare derudad. Det første stykke var på motorvej, og der måtte vi til lommerne for at komme igennem et par betalingsanlæg. Motorvejen passerede også igennem nogle slumkvarterer, hvor vi kunne se, at ikke alle i Argentina levede lige godt.
    Efter ca. 200 km var vi kommet fri af motorvejen og ud på en motortrafikvej ind over Pampassen, som her mest var enorme græsgange til kvæg og ellers ødemark. Vi besluttede nu at tanke, og det viste sig, at være meget fornuftigt, idet min benzinmåler begyndte at blinke kraftigt idet vi kørte ind på tanken. Benzintanken havde tydeligvis ikke været fyldt helt op ved overtagelsen, da de efter vores oplysninger skulle kunne køre mellem 280 km og 300 km på en tankfuld. Vi blev derfor noget usikre på, hvor langt vi kunne køre mellem optankningerne.
    Efter optankning af benzin og vand gik det af sted igen. Vi skulle gerne lige nå at se Palacio San Jose, som er et palads, der havde tilhørt en tidligere præsident, som samtidig var en af Argentinas største jordbesiddere. Det var nu omdannet til museum.
    Undervejs røg vi imidlertid i den omtalte politifælde i Entre Rios, men slap heldigt derfra igen uden at betale noget. Dette var dog ikke på grund af vores talegaver, men tvært imod fordi vi foregav, at vi ikke forstod et ord spansk. Så efter et langt stykke tid blev de så trætte af os, at vi blev bedt om at køre videre.
    Kort før vi nåede San Jose løb min Garmin tør for strøm, og det viste sig, at batteriforbindelsen gennem stikket på cyklen ikke virkede. Vi forbandt i stedet Garminen direkte til batteriet, sådan som det også oprindeligt havde været planlagt. Samtidig måtte vi også reparere Henriks automatiske kædesmører, da dysen var gået løs. Dette blev klaret med min gaffa tape, som atter en gang viste sig uundværlig.
    På grund af dette kom vi ret sent til San Jose, men nåede alligevel at få set palæet, inden de lukkede. Palæet var meget flot, og gav et godt indtryk af, hvordan storgodsejerne boede dengang.
    Til slut kørte vi til Conception del Uruguay, hvor vi ved hjælp af min Garmin og Lonely Planet fandt logi i ”Hotel Antigua Fonda”. Vi måtte dog tage til takke med et enkelt dobbeltværelse til 200 pesos; men til gengæld fik motorcyklerne en fornem plads i hotellets reception, som var under ombygning. Det var efterhånden også blevet sent, så det passede meget godt med, at vi derefter kunne gå op på en fortovsrestaurant på byens Plaza og få den traditionelle bøf og rødvin, hvorefter vi gik til ro efter en travl dag.

Søndag 20/11: Conception – Santo Tome 611 km
Vi stod tidligt op, da vi havde planlagt først at se Nationalparken El Palmar. Dette er en park, hvor man har genplantet den oprindelige bevoksning af palmer, som ellers var ved at blive udryddet. Derefter var det så planen, at nå så langt nordpå som muligt.
    Ved indkørslen til El Palmar kunne vi se, at det havde regnet for nyligt, og vi fandt hurtigt ud af, at det betød, at der ovenpå grusvejen lå et tyndt slimet lerlag. Det føltes som at køre på brun sæbe, og det tog ½ time hver vej at køre de 12 km der var op til rastepladsen. Det var bare om at holde tungen lige i munden, og vi afstod derfor at køre ud på nogen af sidevejene til de forskellige udkigspladser. Der var nu heller ikke mange palmer at se på, og strømmen var gået på restauranten, så vi måtte nøjes med en kold sandwich.
    Vi fortsatte derefter nordpå, stadigvæk ud ad en snorlige landevej hen over en helt flad Pampas med store græsgange samt ødemarker med græs og buske. Vi beregnede også efterhånden, at vi nok kunne regne med at køre 280 km på en tankfuld.
    Sidst på dagen nåede vi helt til Santo Toma, og behøvede nu både benzin, penge og logi, og vi kunne ikke finde oplysninger om denne by nogen steder. Inde i byen spurgte vi derfor en motorcyklist om vej, og da vi ikke helt forstod ham, tilbød han at køre foran os hen til banken, hvor vi så parkerede for at hæve penge. Her kom der straks nogle piger ud fra en telefonkiosk og sagde, at vi endelig ikke måtte køre igen, før de havde fotograferet os. Vi har åbenbart ikke set helt almindelige ud.
    Af en anden mand fik vi derefter anvist ”Hotel Colonial San Jose” som et passende logi, og på det hotel blev både vi og maskinerne lukket ind i gården, og maskinerne parkeret lige foran dørene til vores værelser. Senere kørte vi atter op på Plazaen, og fik der vores traditionelle måltid samtidig med, at vi der kunne sidde og iagttage byens aftensliv.

Mandag 21/11: Santo Tome – Reducción de San Ignacio 203 km
Det regnede om morgenen, så vi gav os god tid med vores morgenmad, som nok her var den bedste vi fik på hele turen. Normalt er morgenmaden i Argentina typisk sydeuropæisk, idet den i Argentina normalt består af en tynd kop kaffe ledsaget af en croissant og et tørt stykke brød eller bolle. Jeg tror, at alle hoteller i Argentina har en speciel maskine beregnet til at tørre det brød de serverer om morgenen.
    Da vi hen ad formiddagen fandt ud af, at de havde lovet heldagsregn både denne dag og den næste, besluttede vi at køre i regnvejret, da vi kun skulle køre 200 km den dag, og vi nødig ville bruge en af vores reservedage så tidligt på turen.
    Vi var nu også glade for, at vi den foregående dag havde sprunget byen Carlos Pelligrini over, da strækningen derfra og nordpå var en jordvej, hvor det blev advaret mod at køre at køre med en almindelig bil, hvis vejen var fugtig. Det var jo netop den strækning, vi så skulle have kørt, medens det regnede, og vi havde endnu El Palmar i klar erindring.
I starten af dagens tur fungerede min Garmin ikke, da kontaktfladerne i løbet af natten var blevet fugtige, på grund af manglende overdækning. Efter en times tid blev kontakterne heldigvis tørre igen, og tingesten virkede igen.
    Vi kom efterhånden ind i provinsen Missiones, og landskabet begyndte nu at blive mere bakket, og der begyndte at dukke skove op.
    Reducción San Ignacio blev nået tidligt om eftermiddagen. Det var nu blevet tørvejr, så efter at have indskrevet os på ”Hotel San Ignacio”, gik vi over og besøgte ruinerne af det gamle Jesuitter kloster. Det var en meget interessant rundvisning, og man må beundre den organisation, som Jesuitterne der havde skabt. De gav de lokale indianere beskyttelse mod datidens slavejægere i ca. 200 år, samt lærte dem alt, hvad de skulle bruge, for at de kunne skabe et samfund, der kunne hvile i sig selv. Alt sammen med kun to eller tre munke udstationeret der. Dette var virkelig datidens ulandsarbejdere. Til sidst lykkedes det dog de store jordejere, at få udvist Jesuitterne, så der igen var fri bane til at bruge indianerne som slavearbejdere.
    Om aftenen den sædvanlige bøf og rødvin på en lokal fortovsrestaurant.

Tirsdag 22/11: Reducción de San Ignacio – Puerto Iguazú 254 km
I dag gik turen til Puerto Iguazú. Landskabet var atter bakket med megen skov, men man kunne se, at der blev skovet kraftigt i området, da der lå mange store savværker langs vejen. Landskabet virkede meget frodigt, og der var også mange dyrkede marker, bl.a. med yerba, der er en slags te (maté), som de drikker meget i Argentina.
    I Wanda kiggede vi lige inden for i en forretning, hvor de solgte ting der var forarbejdet af halvædelstene fra en nærliggende mine. Min Garmin var til dette mere vildledende end vejledende. Det var meget flotte ting de havde der; men desværre er stenting ikke det bedste at fylde i kufferten, når man skal med flyveren.
    Senere blev Henrik stoppet af politiet, og måtte igennem det helt store tjek, fordi jeg ikke havde stoppet på deres signal. Imedens blev jeg så holdende et godt stykke væk, og følte ikke nogen trang til at køre tilbage og gennemgå samme procedure, hvilket Henrik ikke var helt tilfreds med.
    Vi besøgte også La Aripuca, som er et sted, hvor de har bygget nogle overdimensionerede huse og møbler af de lokale træsorter i protest mod den store skovfældning, der er ved at udrydde disse træsorter. Det var meget imponerende at se.
    Efter et par forsøg fandt vi logi på ”Recidensial Colonial Iguazú”, hvor vi fik et par udmærkede værelser til en billig penge, samt husly til cyklerne inde i gården. Jeg gik hen på det nærliggende vaskeri og fik vasket mit snavstøj for ca. 25,- kr. medens Henrik sparede disse penge ved at vaske selv. Henrik fandt i gården også et stykke ståltråd, som han brugte til at fastgøre dyssen på kædesmøreren ordentligt, da gaffa tapen ikke holdt ret længe i varmen.
    Vi prøvede ligeledes at købe en kædespray, men dette er tilsyneladende ikke noget man bruger i Argentina.
    Om aftenen gik vi over på den lokale lige overfor og fik Parilla, hvilket er at muligt kød og pølse stegt på en grill. Jeg syntes selv, at det var en lidt blandet fornøjelse, men måske var restauranten bare et dårligt valg.

Onsdag 23/11: Puerto Iguazú, vandfaldene 43 km
Denne dag brugte vi til en udflugt til Iguazú vandfaldene, og det var virkeligt et imponerende syn. Vi tog først stien ”Paseo Inferior” og derefter turen med en stor gummibåd til vandfaldene. På denne sejltur blev vi helt gennemblødt, da man sejlede helt tæt på vandfaldene for fuld kraft. Jeg ved ikke hvorfor dette skulle være så sjovt, for vi brugte resten af dagen til at tørre pengesedler, papirer og tøj. Efter bådturen spadserede vi ad ”Paseo Superior og ”Paseo Garganta del Diablo” og endte med at tage en ”Eco Tour” med båd tilbage til udgangspunktet.
    Da vi endnu havde noget tid til overs, kørte vi bagefter ud til det det punkt, hvor grænserne af Argentina, Brasilien og Paraguay mødes. Vi prøvede der at komme ind på en restaurant og få en kop kaffe, men vi så tilsyneladende for miserable ud, for som det eneste sted på turen blev vi der afvist i døren.
    I stedet gik vi om aftenen hen på den samme restaurant som dagen før, og fik her en af turens dårligste bøffer. Så det har nok været kvaliteten af restauranten der har været noget i vejen med.

Torsdag 24/11: Puerto Iguazú - Resistencia 656 km
Det var meningen, at vi denne dag ville nå så langt vestover som muligt, og da vejene var gode nåede vi helt til Corrientes før vi søgte nattely, hvilket var betydeligt længere en vi havde planlagt. De hoteller, vi kunne finde i Corrientes, var imidlertid alle i den dyre ende, hvilket også var påpeget i Lonely Planet, så vi kørte videre til tvillingebyen Resistencia på den anden side af floden, hvor det ifølge bogen skulle være billigere. Her fandt vi også efter et enkelt forsøg ”Hotel Colon”, der var et godt hotel til en fornuftig pris, og hvor motorcyklerne også kunne blive indlogeret.
    Jeg ringede til Mariano i Motocare for at drøfte vores kæder, men han bad os straks lægge på, da det kostede det hvide ud af øjnene at ringe fra vores danske mobil. I stedet ville han ringe os op gennem hotellets telefon den næste morgen.
    Denne aften prøvede vi som noget nyt at spise ”Melanese”, hvilket er en slags Wiener Snitzel.
    Henrik fik også købt noget solcreme på det lokale Farmacia. Han var allerede efter et par dage blevet godt solskoldet på håndryggen, idet han ikke havde lyttet til mit råd hjemmefra og købt et par cykelhandsker uden fingre.

Fredag 25/11: Resistencia – Joaquin V Gonzales 657 km
Om morgen talte Henrik med Mariano, og vi fik stillet lidt på vores kædesmører. Mariano havde ellers arrangeret med en mekaniker i Puerto Iguazú, der skulle have set på det hele, men nu var vi jo til hans overraskelse langt forbi den by.
    Vi kørte derefter fra Residencia, og tog hele turen over Chacoen på 1 dag, hvilket også var længere end planlagt, så vi var nu foran vores plan. Vi kørte endda forkert et sted, idet vi, efter at have tanket i Quemado, kørte 25 km tilbage ad den samme vej, som vi kom fra. Vi var ellers begge helt sikre på at vi kørte den rigtige vej, på trods af min Garmins noget usikre protester. Vores stedsans fik her heller ikke hjælp af solen, som stod lige over vores hoveder. Det var først ved hjælp af vejskiltene vi blev opmærksom på fejlen, idet vejstrækningerne i Chacoen ser ret ens ud.
    Vejen var fin, asfalteret, bred og ligeud hele vejen. Selve Chacoen er et helt fladt område, som skifter mellem ødemark og enorme marker og græsgange. Vi passerede flere gange solsikkemarker, der strakte sig så langt øjet rækker. Et sted mødte vi en kvægfold, hvor der stod flere tusinde køer, så der skulle ikke være nogen problemer i at spise bøffer på resten af turen. 
    Vi overnattede i en lille by, der hed Joaquin V Gonzales, hvor vi ved hjælp af min Garmin fandt et fint hotel, ”Ayres de Campo” til os og cyklerne. Vi var begge godt trætte efter den lange tur, og vi gik derfor i byen allerede kl. 1800 for at få noget at spise. Byen var dog ret øde på denne tid, og alle restauranter syntes lukket. Det ene sted fik vi dog at vide, at de åbnede kl. 2000. Jeg kunne tydeligt se, at der stod ”loco” (småtosset) i deres øjne, fordi vi ville spise kl. 1800 i den hede. I stedet fandt vi en cafe, hvor vi i et køligt indendørs lokale kunne få et par kolde øl, medens vi ventede. Kl. 2020 gik vi så videre for at få noget at spise. Alt var imidlertid stadig lukket og øde, så vi valgte at gå tilbage til det sted, hvor vi havde drukket vores øl, og der overtale mutter til at stege os et par bøffer og lave lidt salat til os, hvilket hun gjorde med et stort grin, og bagefter underholdt os med familiehistorier.
    Vi blev også enige om, at vi fremover ville køre så meget som muligt om formiddagen, da det var alt for varmt til at køre om eftermiddagen. Dette viste sig dog at være meget lettere at aftale end at overholde.

Fredag 26/11: Joaquin V Gonzales - Susques 528 km
Om morgenen tordnede, lynede og regnede det, så vi kom først af sted hen ad formiddagen. Det kunne se ud som om vi fik regnvejr hver gang det dagen før havde været ulidelig hedt?
    Da vi nu var godt foran planen, besluttede vi at springe Salta over denne dag og overnatte i Purmamarca eller Susques, alt efter hvor langt vi nåede inden vi blev trætte.
    Vi var nu kommet ud af Chacoen og begyndte at komme op i bjergene, så vejene gik ikke længere lige ud, men var ellers fine. Vi begyndte også at møde floderne, som her i den nordlige del af landet er nærmest tørre flodlejer, som så svulmer op til store vandløb når den regner. Det første sted så vi endda børnene spille fodbold på det tørre flodleje. Det var åbenbart den bedste fodboldbane der i nærheden.
    Mellem Salta og Jujuy kørte vi ad den gamle landevej, der bugtede sig i skarpe sving igennem bjergene. Den var heldigvis asfalteret, så det var en flot tur igennem et bjerglandskab med flot og frodig bevoksning, idet vi endnu ikke var over trægrænsen.
    I Jujuy kunne vi først ikke få noget benzin. Da vi imidlertid ikke kunne nå den næste tank som lå i Susques, på det vi havde tilbage, var gode råd dyre. Men efter nogen snak frem og tilbage, sagde tankpasseren pludselig, at nu var chefen gået, så nu kunne vi godt få benzin alligevel.
    Efter Jujuy kørte vi en kort overgang i tæt støvregn (gennem skyerne). Vi stoppede derfor og tog regntøj på, og dette blev åbenbart bemærket af nogle forbi kørende danskere, som vi senere mødte. Vi kan ikke have set helt almindelige ud, siden de kunne huske dette.
    Det var et fantastisk flot landskab omkring Purmamarca, med enorme nøgne bjerge, der skinnede i mange forskellige kulører. Ligeledes var turen efter Pumamarca igennem Cuesta de Lipan med den samme slags bjerge en fornøjelse at køre, idet vi der for det meste kørte på en bred asfalteret vej med bløde kurver.
    Efterfølgende over den store saltslette, Salinas Grande, var vejen igen flad og lige ud, og vi kom hurtigt igennem denne.
    Fra Salinas Grande var der ikke langt til Susques hvor vi skulle overnatte, men først skulle vi have tanket op. I den lille landsby Susques med huse af solbrændte lersten havde vi besvær med at finde tanken, og da vi kørte rundt i byen for at finde den, kom der pludselig en flok gale hunde farende imod mig. Den ene nåede at bide mig i benet, inden jeg for fuld gas for ud af byen. Hundene i den by kunne helt tydeligt ikke lide enten motorcykler eller fremmede. Heldigvis var mine bukser foret med kevlar, som tænderne ikke kunne komme igennem, og jeg følte kun lige tænderne skrabe på huden.
Da vi jo skulle have benzin, listede vi alligevel lidt senere tilbage og fandt også tanken, men efter at Henrik havde fået blot 1 liter meldte tankpasseren tom. Der var dog heldigvis endnu en tank ca. 4 km uden for byen, og der fik vi så fyldt op, hvorpå vi kørte tilbage til ”Hosteria El Unquillar”, hvor vi fik 2 værelser samt garage til vores cykler.
    Hotellet lå i 3600 m højde, hvilket vi tydeligt kunne mærke på vejrtrækningen. Hotellet lå ret øde, og vi kunne godt bruge nogle flere penge, men jeg ville under ingen omstændigheder tilbage til landsbyen. Vi blev derfor på hotellet, fik et par øl samt spiste et par bøffer ledsaget at turens bedste rødvin, hvorefter vi gik tidligt til ro.

Søndag 27/11: Susques - Salta  304 km
Vi startede tidligt fra Susques, men der var ved starten problemer med Henriks maskine, som ikke ville gå i tomgang. Dette gik imidlertid over efter at vi havde kørt et kort stykke, og selv om Henrik ikke er enig med mig, så tror jeg selv, at det var den enkelte liter han fik i Susques der var noget i vejen med.
    Vi skulle i dag køre på den berømte Ruta 40, og dette betød i dag 125 km på grusvej hen over Punaen, som er en forblæst højslette i Andesbjergene. Landskabet var en stor oplevelse, for selv om det var en øde sandslette, spredt bevokset med lave buske, så var bjergene i baggrunden og nogle steder i nærheden flotte, idet de hele tiden varierede i størrelse, formation, materiale og i den grad de var eroderet. Nogle steder var de endog helt flade på toppen, medens de andre steder lå med store klippeblokke ned af en eroderet bjergskråning.
    På Punaen og overalt hvor vi kørte i Andesbjergene blæste der hele tiden en strid vind, og grusvejen var heller ikke noget at råbe hurra over. Mange steder kørte man pludselig ind i en dyne af løst sand eller løse sten, så man var hele tiden nødt til at være fuldt koncentreret. Desuden var grusvejen også ujævn som et vaskebræt, hvilket var meget ubehageligt, så efterhånden som vi fik sneglet os frem sank Henriks humør betragteligt.
    Nu skulle man tro, at sådant et sted er helt ubeboet, men af til mødte vi alligevel nogle enligt liggende huse, og to gange kørte vi endda igennem en landsby med huse af soltørrede lersten. Hvad folk lever af sådant et sted er svært at forestille sig, men af og til mødte vi en flok af omvandrende lamaer og geder. Det er imidlertid helt sikkert en fattig tilværelse de har.
    I en af disse landsbyer blev vi igen angrebet af gale hunde. Jeg kørte først og kunne derfor hurtigt køre fra dem, men så vendte de sig mod Henrik, som kom bagefter. Inden de nåede ham var der imidlertid hvirvlet så meget støv op, at de var ved at blive kvalt i støvskyen, og de opgav derfor deres jagt.
    Inden vi nåede San Antonio de los Cobres kørte vi under viadukten ved Polvorilla. Dette er en meget høj og spinkel jernbanebro over den dybe slugt vi kørte i. Jernbanen blev i sin tid bygget til at fragte boraks fra minerne ved den chilenske grænse ned til Salta, men eksisterer i dag kun som en turistbane fra Salta til Polvorilla og kaldes ”Tren a los Nubes” (toget til skyerne).
    Efter San Antonio fortsatte grusvejen til vores ærgrelse stadig ca. 25 km, men så kom vi også ind på en dejlig bred asfalteret vej, som i bløde buer gik nedad og nedad de næste 90 km, med flotte bjerge på begge sider. Det var virkelig en fornøjelse at køre der. Fornøjelsen fik dog en brat afslutning, da vi det sidste stykke igen kom på grusvej, som denne gang bestod af kridtsten. Vi kørte simpelthen i en støvsky af kridt, og hvis cyklerne ikke var blevet beskidte af turen over Punaen, så blev de det i hvert tilfælde nu. Især var det galt, at kridtet fjernede al olie fra kæderne.
    Ca. 10 km før Salta i en af forstæderne var i igen på asfaltvej og ville finde en bank for at hæve nogle penge. Vi fandt ikke en bank, men til gengæld blev mit forhjul fladt.
    I Argentina kører de fleste med eger i hjulet i stedet for støbt fælg, og det betyder, at man kører med slange i dækket, og Henrik mente derfor ikke, at den medbragte skumspray ville være til megen nytte. Vi ledte i stedet efter et Gomeria, som i Argentina er de steder man reparerer dæk og slanger. Da det var søndag eftermiddag var de imidlertid lukkede alle sammen, og vi valgte derfor til slut endnu en gang at banke kraftigt på hos det nærmeste værksted, som ellers også så helt lukket ud.
    Langt om længe kom en gammel bedstemor dog frem bag porten og forklarede, at hendes søn ikke var hjemme, og at hun derfor ikke kunne hjælpe os. Ved brug af alle sine overtalelsesevner på spansk fik Henrik imidlertid overtalt hende til at åbne og låne os noget værktøj samt kompressoren. Vi ville så selv lave arbejdet. Vi fik klodset maskinen op, og Henrik afmonterede hjul og dæk, skiftede slangen, og påmonterede det hele igen. Ved arbejdet brækkede både nr. 10 og nr. 12 nøglen i motorcyklernes værktøjssæt første gang vi brugte dem. De to var dog allerede brækket i forvejen, så kvaliteten på værktøjet er simpelthen for ringe. Da det er det samme sæt der ligger i min Suzuki herhjemme, skal de helt sikkert skiftes ud, inden jeg igen skal ud at køre. Henrik måtte rode længe i værkstedets skrammeldynge for at finde noget værktøj vi kunne bruge i stedet. Vi fandt aldrig noget i dækket der kunne have forårsaget punkteringen og troede derfor, at punkteringen skyldtes en lille sten eller hårdt stød. Vi skulle dog senere blive klogere.
    I Salta prøvede vi først et hotel vi fandt i Lonely Planet, men der var optaget, så vi kørte videre på må og få, og fandt ”Hotel Mar Charbel”, der så passende ud. Henrik gik ind og spurgte om værelser, og da han kom ud, havde han, ud over 2 værelser i 2 dage, fået lov til at parkere de beskidte maskiner i den kombinerede reception og cafe i det ellers pæne hotel.
    På grund af den dårlige vej og punkteringen var det efterhånden blevet sent, så efter at have frisket os op, afleverede vi begge vores vasketøj, og gik en tur i byen. Vi endte på en lokal restaurant nær Plazaen, hvor vi fik ”Bife de lomo completo”, hvilket er stegt filet med spejlæg, skinke, salat og pomfritter. I dag dog med et par øl til på grund af varmen og den anstrengende tur vi havde været igennem.

Mandag 28/11: Salta, hviledag  0 km 
Denne dag skulle vi have været med ”Tren a los Nubes”, men allerede ½ år før var der meldt udsolgt på de datoer vi skulle være i Salta. Da vi nu alligevel dagen før havde kørt den samme strækning som toget kørte, afstod vi derfor fra at undersøge, om der var nogen afbudspladser.
    I stedet benyttede vi dagen til at få lappet slangen, købe nogle nye fastnøgler samt se på byen. Især besøget i Gomariet var noget af en oplevelse. Et besøg der ville have givet det danske arbejdstilsyn arbejde i mindst ½ år. F.eks. stak de blot ledningens to ender ind i stikkontakten da de skulle starte kompressoren. Men lappe en slange kunne de, jeg har aldrig set det udført så professionelt. Det arbejde var der i hvert tilfælde ingen, der kunne sætte en finger på.
    Om eftermiddagen regnede det, så da holdt vi siesta, og gik så senere om aftenen op på Plazaen og spise på en fin restaurant, hvor jeg fik turens mest elendige ”bife de lomo”.

Tirsdag 29/11: Salta - Cachi  160 km
Kortet viste, at af dagens tur til Cachi var ca. 50 km grusvej. Heldigvis var det endnu mindre i virkeligheden. Vi kom et godt stykke ind i Quebrada de Escoipe før vi kom på grusvej, og selv om det her var på bjergvej op over et pas var vejen nogenlunde, og det var en flot tur op igennem kløften. Vi gjorde holdt et sted og så et mindesmærke over 20 passagerer der var forulykket da en bus var kørt ud over kanten der. Kort derefter skulle vi have været nede i dalen El Valle Encantado, som skulle være meget smuk. Henrik kørte imidlertid lige forbi uden at stoppe, og jeg fulgte så efter ham, da jeg ved et kig ned i dalen ikke kunne se noget usædvanligt ved den. Andre bekræftede også senere, at deres besøg i dalen havde været en stor skuffelse.
    Vi kom kort derefter ind i nationalparken Los Cardones, og straks blev vejen igen asfalteret og var det helt til Cachi. Vi holdt en pause ved Cuesta del Obispo som er toppen af passet i 3457 m højde, og havde her rigtig tid til at nyde den flotte udsigt. Vi havde endnu ikke set nogen kaktus i denne park, som ellers var berømt og fredet på grund af sine kaktus, og det varede længe før vi så den første kaktus. Jeg troede derfor, at det så var den eneste kaktus vi ville få at se i parken, men senere kom der dog en del flere. Alt i alt var parken dog en stor skuffelse med hensyn til kaktus, og vi havde faktisk set mange flere på bjergsiderne på turen nedad fra San Antonio til Salta.
    På grund af den gode vej var vi allerede i Cachi lige over middag, og efter at have tanket og fået lidt frokost fandt vi et par værelser til 80 pesos stykket i ”Hosteria Nevado de Cachi”. Maskinerne måtte vi dog køre op ad en planke for at få dem over den høje kantsten og trappetrin ind til gårdhaven.
    Vi var imidlertid ikke så sarte mere, så det blev bare gjort uden at overveje det nøjere.
    Vi brugte resten af dagen på en tur på Plazaen og rundt i byen, men spiste til aften på restauranten ved siden af hotellet.
    Da vi skulle af sted kl. 0800 opdagede Henrik, at mit forhjul igen var punkteret. Vi fandt relativt hurtigt et ”gomeria ” men måtte vente til kl. 0900 før der kom nogen og åbnede værkstedet. Også denne gang måtte vi selv afmontere hjulet, men kunne dog låne en donkraft til at løfte cyklen. Derefter tog manden så selv over. Han afviste enhver indblanding i sit arbejde, som han udførte meget professionelt. Der var ingen der kunne lære ham noget.  Han fandt også synderen, en nydelig lille nål, som kom frem, da han ved hjælp af en maskine vred dækket ud, De har ikke nogen afbalancerings maskine på disse værksteder, men til slut viste han os stolt ved hjælp af de afsatte kridtmærker, at dækket sad på nøjagtigt det samme sted på fælgen, som før reparationen.
    Vi havde nu ca. 125 km på grusveje foran os, så humøret var ikke det bedste, og det meste af tiden gik med at tælle hvor mange km vi havde tilbage. Vi kørte derfor ikke ind og besøgte de mindre byer på vejen, men stoppede først i Angastaco, hvor vi tankede og tog et hvil, uden dog at se nærmere på byen.
    Men så ca. 15 km før vi var uden af grusvejen skete det. Vi havde godt nok længe set de mørke skyer foran os, men da de fjernede sig troede vi, at vi slap fri denne gang. Men men men foran på vejen holdt 2 stk. 4-hjuls trækkere, som var stoppet, fordi vejen var oversvømmet, så der var for dybt til, at de kunne komme forbi. I stedet havde de regnet ud, at de kunne skyde genvej over et privat jordlod, som godt nok var meget mudret, men forhåbentligt kunne passeres. Man måtte dog først rive en gammel lermur ned, og medens dette arbejde forgik, blev bilkøen bag os ret lang. Bilen lige bag mig var endda en alm. Folkevogn af Passat typen, som jeg ikke selv troede havde nogen chance til at komme igennem mudderet.
    Da muren var revet ned, arbejdede de første 2 biler sig gennem mudderet. Henrik kørte derefter af sted med mig et stykke bagefter for en sikkerheds skyld, og minsandten om ikke folkevognen fulgte efter. Midt ude i mudderet væltede Henrik imidlertid, og medens jeg prøvede at finde en måde at få min fodstøtte til at bære i mudderet, sprang manden i folkevognen straks ud af bilen og løb igennem mudderet hen og hjalp Henrik. Det viste sig, at mudderet havde sat sig i en klump mellem forhjulet og skærmen og derved blokeret forhjulet. På gebrokkent engelsk fik de imidlertid Henrik igennem mudderet, og jeg og folkevognen kom også igennem, og vi holdt nu foran den nedbrudte lermur og ventede på, at de forreste biler kom over den.
    Henrik kom nu i snak med damen fra folkevognen, og hun spurgte: ”Where are you from”? Hvorpå Henrik svarede: ”I am from Denmark”. ”Er i danske” udbrød damen, og det viste sig så, at det var et dansk par, som også var på rundtur i Argentina.
    Vi måtte imidlertid videre, og da de første 2 biler var kommet over den nedbrudte lermur var det Henriks tur, men vi måtte dog alle skubbe bag på, for at han kunne komme over. Undervejs tabte han så glasset på sit venstre blinklys foran. Jeg sonderede derefter terrænet, og fandt en lidt mindre mudret vej neden for igennem nogle buske og træer, og kom igennem der. 
    Efter en lille pause kørte Henrik og jeg videre, og kom ret hurtigt til et sted, hvor en ret stor flod strømmede tværs over vejen. Ude midt i floden stod imidlertid en schweizer, som på sofacykel i 18 måneder havde været på vej oppe fra Alaska. Han stod og vaskede sin cykel, så vi kunne se, at vandet der ikke var ret dybt, og vi godt kunne køre over. Vi kom også over uden problemer, men cyklisten kunne godt have sparet sig alt det rengøringsarbejde, idet det hurtigt viste sig, at vi ikke var færdige med mudderet endnu.
    Kort efter kom vi nemlig til en ny oversvømmelse af vejen, og da vi kunne høre en bil arbejde hårdt rundt om det næste hjørne, besluttede vi at gøre holdt, og først se hvordan bilerne kom igennem. Sofacyklisten kom kort efter og prøvede at komme igennem, men da han var kommet så langt ud, at han blev våd på bagdelen, gav han op og kom tilbage.
    Efterhånden voksende bilkøen igen bag os, og danskerne, Per og Alice, holdt igen lige bag os. Per begyndte med hænderne at grave et afløb til vandet, og ved hjælp fra andre og vandet selv blev der efterhånden skabt et stort afløb fra oversvømmelsen. Desværre lå afløbet ikke på det dybeste sted, men da tilløbet efterhånden også aftog, sank vandstanden alligevel en del. Dette var åbenbart nok til, at politiet kunne komme igennem fra den anden side, og de fortalte så, at vi måtte vente til der kom en stor vejmaskine som endnu var 50 km. væk.
    Vi ventede mellem 3 og 4 timer, hvorefter vejmaskinen skovlede vand og mudder væk, så vi kunne komme igennem. I kolonne fulgte vi så efter maskinen resten af vejen. Vi måtte dog stadig igennem vand eller dyb mudder flere steder, og jeg måtte ned og ligge et sted, men fik dog hurtigt hjælp af de andre. Flere steder måtte vi også vente, medens vejmaskinen ligefrem genopbyggede den vej floden havde skyllet væk.
    Da vi ikke havde bestilt nogen værelser i Cafayate, aftalte vi med Per og Alice, at vi skulle følges med dem til ”Hotel Ruta 40” og fik der et enkelt dobbeltværelse, da alt andet var optaget. Motorcyklerne måtte vi dog parkere ovre i haven på et nærliggende hostel. Der måtte vi bruge en stor palle som rampe, for at få maskinerne over den høje kantsten samt dørtrin og ind gennem døren, men alle folk der var vældig hjælpsomme og hjalp til.
    På hotellet fik jeg vældigt travlt med at skylle mudderet af alt tøjet, men jeg var godt klar over, at det ikke ville blive tørt til den næste dag. Min erfaring er dog, at det tørrer hurtigere når man har det på, så næste dag iførte jeg mig så det halvt våde tøj og sko, og det tørrede derefter ganske rigtigt ret hurtigt.
    Senere gik vi sammen med Per og Alice op på Plazaen og fik lidt at spise, samt drøftede verdenssituationen. Da jeg sagde, at selv en dårlig oplevelse var en oplevelse, sagde Per disse vise ord: ”Ja og om 10 år er det den man kan huske, og så er den bare blevet meget bedre”.

Torsdag 1/12: Cafayate - Londres  281 km.
Efter morgenmaden hentede vi motorcyklerne og kørte op til en tank for at tanke op og få vasket dem, idet de var fulde af mudder fra dagen før. Da jeg spurgte tankpasseren hvor vi kunne vaske cyklerne, svarede han meget bestemt, at det ville han i hvert tilfælde ikke gøre. Jeg fik imidlertid hurtigt rettet misforståelsen, og vi fik lov til at låne en vandslange og en børste, og det pyntede gevaldigt på motorcyklerne.
    Hele byen var i øvrigt i gang med en større rengøringsopgave, da alle byens gader var dækket af et tyndt lag ler fra gårsdagens oversvømmelse, som åbenbart også havde ramt byen.
    Vi havde i dag planlagt at nå til Londres, men stoppede først i Qilmes, hvor ruinerne af en borglignende bosættelse vidnede om det sted, hvor indianerne længst holdt stand mod spanierne. Da de endelig blev overvundet, blev de næsten alle deporteret til Buenos Aires, hvor de efterhånden uddøde.
    Efter Qilmes fortsatte vi til Londres, men holdt dog et kort hvil i Hualfin, hvor vi tankede. Undervejs kom vi desværre ind på grusvej på et længere stræk, da min Garmin viste denne vej i stedet for den lidt længere, men asfalterede vej.
Vi måtte også over et par floder, som løb tværs over vejen. Der ventede vi hver gang på at der kom en anden bil eller motorcykel, så vi kunne se hvordan de kom over, og derefter gøre ligesom dem.
    Vi ankom til Londres ca. 1530 og fik et dobbelt værelse (måske hotellets eneste værelse?) på ”Hotel Pola” af hotellets meget snakkende husfaktotum. Vi måtte imidlertid vente med indskrivningen til kl. 1900, når den gamle værtinde og hendes datter var stået op fra siestaen. Imedens viste den snakkende stuepige os rundt i byen, medens hun hele tiden fortalte en masse, som i hvert fald jeg ikke forstod et kuk af; men vi fik da set byen.
    Henrik fandt en lille kiosk ud mod Plazaen, hvor vi kunne få billige øl, blot vi afleverede de tomme flasker igen. Så vi fik sat et par stole uden for kiosken, og sad derefter og nød et par øl der, inden byen igen vågnede efter siestaen. Efter indskrivningen fik vi så yderligere en rundvisning på hele hotellet, hvor de havde en vidunderlig gårdhave, og vi fik vist en masse hjemmelavede produkter, som de åbenbart også solgte. Motorcyklerne fik vi samtidig sat ind i deres store garage.
    Plazaens eneste restaurant åbnede først kl. 2100, og da det yderligere tog næsten 1 time at lave maden, faldt vi næsten i søvn under maden, og måtte derefter hurtigt hjem og i seng.

Fredag 2/12:  Londres - Patquia  306 km.
Denne dag havde vi ændret planerne, og besluttet at køre til Patquia og overnatte. Ifølge min Garmin skulle der være et enkelt hotel i den by, og dette ville give os et bedre udgangspunkt til et besøg i de to Nationalparker vi ville besøge. Nu var det bare om at krydse fingre for at min Garmin havde ret, og at der ikke var optaget på hotellet.
    Vi kørte over Aimogasta, hvor vi tankede og hævede penge. Min Garmin var meget mangelfuld i denne by, da den ikke havde styr på alle gaderne og ikke kunne finde ud af ensretningen, men vi fandt da, hvad vi skulle og fandt også ud af byen igen.
    Der var masser af politikontrol på vejene den dag, uden at vi dog blev generet væsentligt. Vejene gik stort set ligeud og var asfalteret, så vi var allerede i Patquia kl 1230 og fandt straks ”Hotel San Jorge”.
    Der var helt tomt på hotellet, men forbipasserende henviste os til den nærliggende restaurant og lille købmandshandel (Super Mercado), hvis ejer også ejede hotellet. Ejeren sagde straks ja, men jeg følte at hans kone havde indvendinger. Nå vi fik imidlertid 2 værelser, og motorcyklerne kom ind i et magasin bagved købmandshandelen.
    Byen lignede en rigtig støvet western by, kun bebygget langs landevejen, og da vi lidt senere sad uden for en kiosk ved landevejen, ventede man hvert øjeblik en støvkugle komme trillende ned gennem hovedgaden, sådan som man ser i en western film.
    Vi holdt derefter siesta, og om aftenen gik vi hen på ejerens fortovsrestaurant. Der lovede ejeren at han ville gå ind og finde et fint stykke kød til vores aftensmad, og den aften fik vi derfor turens hidtil bedste bøf.

Lørdag 3/12: Patquia - Pismanta  479 km.
Vi kørte først til nationalparken ”Månedalen”, hvor vi ankom lige da de åbnede kl. 0900. I denne park må man ikke køre rundt alene, men skal følge en guide, og vi nåede at komme med på dagens første rundtur sammen med nogle andre biler og et par busser med skolebørn.
     Det var et flot og spektakulært landskab, men guidens timelange foredrag hvert sted (på spansk og med utallige gentagelser) var trættende at høre på, og varmen var også ulidelig. Da der var gået 2 timer, og vi stadig kun var kommet igennem 3/5 af parken, spurgte vi en af chaufførerne hvor lang tid mere det ville tage. Han svarede ca. 4 timer i alt, så vi stoppede vores rundtur og kørte alene tilbage. Måske var vi bare uheldige den dag, fordi guiden ville give skolebørnene 4 års naturhistorie på 1 dag.
    Vi skulle derefter have været i ”Talampaya Nationalpark, men da vi holdt uden for indgangen til denne park, kunne vi se, at den bare lå på en flad øde slette, og at bjergene lå langt ude i det fjerne.
    Da Per og Alice også havde antydet, at der ikke rigtigt var noget at komme efter der, besluttede vi at køre videre uden at besøge dette sted.
    I Villa Union holdt vi en pause og tankede, men da byen så ret uinteressant ud, besluttede vi at køre videre, og prøve at nå Pismanta samme dag. Derved havde vi reddet en ekstra dag til turen ind i Chile, og vi kunne begynde turen over passet ind i Chile fra morgenstunden.
    Vi havde asfaltvej hele vejen, og det sidste stykke inden San Jose de Jachal var en smal bjergvej igennem nogle flotte bjerge. Også vejen fra San Jose de Jachal til Pismanta var op igennem nogle flotte bjerge, samt forbi en flot sø, der er meget brugt til vindsurfing. Så vi havde en dejlig tur den eftermiddag.
    Vi tankede i Rodeo 5 km før Pismanta, og fik derefter 2 værelser på ”Hotel Termas Pismanta”, som var et gammelt kurhotel. Det var derfor også et dyrt hotel, hvor vi måtte betale 292 pesos pr. værelse, men så fik vi til gengæld også aftensmaden med. Det var imidlertid det sidste hotel inden grænsen, så vi havde ikke rigtigt noget andet valg.
    Om aftenen, da jeg skulle tjekke ruten på min Garmin, opdagede jeg, at der ifølge den var 308 km til den næste tank, som lå i La Serena ude ved kysten, og vi regnede kun med at have til 280 km på en tankfuld. Nu var min Garmins oplysninger om Chile godt nok meget sparsomme, med alligevel var situationen betænkelig. Vi gik derfor ud i receptionen for at høre, om de vidste, hvor den første tank i Chile lå. De undersøgte sagen og mente nok, at der var en tank et par steder lige efter grænsen, hvilket dog næste dag viste sig at være forkert. Vi besluttede imidlertid at håbe på, at det var rigtigt, og fortsætte turen som planlagt.

Søndag 4/12: Pismanta – La Serena:  339 km.
Denne dag skulle vi over passet Agua Negra og ind i Chile. Vi havde hjemmefra ikke planlagt at køre ind i Chile, og vi havde derfor ingen oplysninger om Chile. Vi havde ingen chilenske penge, vidste intet om forholdene, eller hvor vi kunne få benzin næste gang, og vi vidste ikke, hvor vi kunne finde logi. Vi vidste dog, at en stor del af strækningen over passet ville være grusvej, men vores 2 kort viste forskelligt med hensyn til dette. Det viste sig dog at virkeligheden var den værst tænkeligelige, og at det drejede sig om hele 150 km.
    Vi startede kl. 0800 og kørte først en lille omvej på 7 km til Las Flores, for at få de sidste dråber fyldt på tanken, samt købe lidt vand til at drikke på turen. Desværre var tanken i Las Flores lukket, så vi måtte nu køre turen med 1 l benzin mindre en fuld tank, samt uden mad og drikke.
    Efter Las Flores kom vi ret hurtigt til den Argentinske grænsekontrol, som det tog os ca. 1 time at komme igennem. Vi fortsatte derefter ca. 30 km, på en totalt øde strækning, til vi mødte en enlig argentinsk vagt, som kontrollerede en lille lap papir vi havde fået med fra grænsekontrollen.
    Vi vidste det ikke den morgen, men vi havde nu 150 km øde ”no mans land” på grusvej op over passet foran os, før vi kom til den chilenske grænsekontrol.
    Det var et fantastisk landskab at køre i. Bjergmassiverne skinnede, især på Chile siden, i irgrønne og gyldne farver, og var simpelthen enorme. Jeg gætter på, at farverne skyldes, at klipperne indeholder meget kobber og andet metal.
    Som det åbenbart er normalt i Andesbjergene, blæste det hele tiden med en kraftig, kold vind, så vi stoppede og tog regntøj på, for at holde kulden ude. Vi kom også efterhånden op over snegrænsen, og sneen hang endnu flere steder på klippevæggen ved siden af den ”sti” vi kørte på. Et par steder var der også frost på den lille bæk der løb tværs over vejen.
    Vi holdt en pause på toppen af passet, som er grænsen mellem Argentina og Chile, og ligger i en højde af 4752 m. Der tog vi så de sædvanlige foto inden vi kørte videre ind i Chile.
    Efter passage af grænsen holdt min Garmin også op med at fungere, idet kort og GPS position ikke stemte overens, og den kunne derfor ikke finde vej. Dette rettede sig først, da vi kom længere sydpå i Chile den næste dag.
Selv om det var en fantastisk natur vi kørte i, var vores tanker desværre mest optaget af benzin, penge, logi samt hvor megen grusvej der var tilbage. Vi skulle have forberedt denne tur noget bedre, så havde vi kunnet nyde naturen noget mere.
    Ved den chilenske grænsekontrol var vi også igennem det store tjek, men det gik dog forholdsvis hurtigt. Jeg spurgte tolderne, hvor den næste benzintank fandtes, og fik at vide, at der ikke var nogen før Vicuña, som lå ca. 70 km væk, og den styrede vi så efter.
    I højeste gear for at spare på benzinen gik det nu ned ad bakke på en fin asfalteret vej, der for det meste snoede sig i bløde buer ned gennem en af Chiles flotte vindale. Vinmarkerne strakte sig på begge sider højt op ad de stejle bjergskråninger og var alle dækket af et fint net, som jeg troede var skyggenet. Henrik havde imidlertid en bedre forklaring, idet han havde hørt, at det var til at fange morgenduggen og på den måde vande vinmarkerne.
    I Vicuña fandt vi en benzintank der godt ville tage vores betalingskort. Desværre afviste den begge Henriks og mit eget VISA kort, men tog så heldigvis mit Master kort. Da vi spurgte efter en pengeautomat fik vi at vide, at bankens var i stykker, men at der fandtes en anden en i byen. En af tilskuerne hørte dette og fortalte, at den også var i stykker, og alle var enige om, at de alle nok var ”muy mal”. Vi havde derfor ikke andet valg end at køre 60 km mere til La Serena og finde penge og logi der.
    I La Serena prøvede jeg først forgæves at hæve penge i en bank. Imedens havde Henrik dog fundet en drugstore, hvor der var en pengeautomat, der virkede. Vi fik også der at vide, at max. pr. dag i Chile var 150.000 pesos.
    Vi kørte derefter længe omkring, inden vi fandt et sted, hvor der stod Hosteria på huset, hvilket lød som noget der lige passede til vores pengepung. Det viste sig at hedde ”Hotel Cristobal Colon” og lignede mest af alt en byggeplads indendørs, men vi kunne godt få et par værelser samt plads til cyklerne i gården. De ville dog have 25.000 pesos pr. værelse. Jeg var imidlertid blevet godt træt og nægtede at køre længere, så vi slog til.
    Folkelivet i Chile var åbenbart meget forskelligt fra Argentina, for vi måtte lede længe, før vi fandt en fortovsrestaurant, hvor vi kunne få en øl og senere lidt at spise. På grund af køligheden trak vi efter en kort stund indenfor og bad om at få en lokal vin til maden. Vi fandt derved ud af, at dalen hedder ”Limpari Valley”. Så tænk på os, hvis I nogensinde falder over en hvidvin fra Limpari Valley. Kl. ca. 2100 var stort set alle folk gået hjem, og det gjorde vi så også. Forskellen fra Argentina skyldes formodentlig, at klimaet er køligere i Chile.
    Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal mene om dagens tur over ”El Paso Agua Negra”. Der er ingen tvivl om, at det oplevelsesmæssigt var et af turens højdepunkter; men jeg er straks mere i tvivl om jeg nogensinde ville gøre det igen.

Mandag 5/12: La Serena – Las Ventanas 409 km.
For ikke at køre på motorvej hele vejen sydpå lagde vi vejen over byen Ovalle, hvor vi tankede.
    Min Garmin fungerede stadig ikke, så da vi skulle ud af byen for vi totalt vild, idet vi hel tiden fik vist en ny retning hver gang, vi spurgte om vej. Til sidst var der endelig en mand, der forklarede, at der var 2 byer med det navn, vi spurgte om vej til, og de lå i hver sin retning. Derpå kom vi endelig ud af byen.
    Vi fortsatte derefter ned ad Pan American Highway med kurs mod Santiago, idet vi dog før denne by drejede af for at følge kysten. Her løb vi tilfældigvis ved byerne Papudo og Zapallar ind i, hvad der må betegnes som Chiles Riviera, med store palæer, hoteller, sommerhuse og badestrand, men uden badenymfer, da det tydeligvis var uden for sæsonen.
    Længere sydpå da vi tankede ved Puchuncavi blev vi henvist til badebyen Las Ventanas for at finde logi for natten. Der fik vi 2 værelser for kun 10.000 pesos stykket. Den billige pris skal nok ses i sammenhæng med, at vi nu tydeligvis befandt os i den billige ende af Rivieraen, samt at det var uden for både sæsonen og weekenden. Oppe fra verandaen var udsigten heller ikke den bedste, idet vi så lige over på havnen med dens store tankere og bulkcarrier.
    Da vi ankom, havde stuepigen rådet os til at spise et andet sted i badebyen, men vi havde igen taget fejl af folkelivet i Chile, for da vi kl. 2100 ville have noget spise, var alt lukket. Det lykkedes dog at få vores eget hotel til at lave noget mad til os.

Tirsdag 6/12: Las Ventanas - Mendoza  430 km.
Denne dag skulle vi østpå igen, og det blev en tur gennem forskellige typer veje og landskaber. Vi kørte både i bjerglandskab, og forbi skove, vinmarker, Olivenplantager og andre landbrugsarealer.
    I Los Andes, som var den sidste by inden grænsen tankede vi, og da byen ikke så særlig spændende ud besluttede vi at fortsætte til Mendoza med det samme.
    Dette betød, at vi skulle over passet ved Las Cuevas, hvor vejen var ført igennem en tunnel i 3800 m højde. Det blev en flot tur, med flotte og imponerende bjergmassiver som oppe ved Paso Agua Negra. På Chiles side skete det meste af opstigningen en enkelt bjergside, og det var imponerende at se lastbilerne køre frem og tilbage på de mellem 10 og 20 sløjfer op ad bjergsiden.
    Vi blev ikke kontrolleret på Chiles side, og den Argentinske grænsekontrol lå lige efter, at vi var kommet gennem tunnelen. Vi slap dog forholdsvis hurtigt igennem denne kontrol.
    Kort efter standsede vi ved Puente del Inca, og beså den naturlige bro der fører over en kløft, samt handlede lidt i turistboderne der.
    Vi tankede og spiste frokost i Uspallata, og satte derefter kursen mod Mendoza. Vi valgte først at tage vejen over Villa Vicencio, idet den ifølge kortet skulle være asfalteret. I stedet kom vi til at køre på grusvej, så efter at have kørt 19 km, vente vi om og kørte i stedet ad den sydlige vej. Det kom vi ikke til at fortryde, for det var en flot tur ned ad en bred asfalteret vej, som slyngede sig mellem bjergene langs med en flod.
    Af Per og Alice havde vi fået anbefalet ”Hotel Quinta Rufino”, og der fik vi så 2 værelser for de næste 2 dage.
Hotellet lå lige i nærheden af hovedstrøget for byens aftensliv, så der gik vi hen og spiste om aftenen, efter at vi havde indleveret vores vasketøj på hotellet.

Onsdag 7/12: Mendoza   0 km.
Om formiddagen prøvede vi først at veksle vores resterende chilenske penge i en bank, men det viste sig, at bankerne i Argentina ikke veksler valuta. Vi måtte derfor på en længere gåtur op til en vekselbutik på hovedstrøget for at få vekslet pengene. På den måde fik vi også set Mendoza, og det er en nydelig by. Efter et jordskælv der ødelagde byen, blev alle gader nemlig anlagt som alleer med en række af træer på hver side af gaden. Alle disse træer pynter gevaldigt på byen i modsætning til de fleste andre Sydamerikanske byer, som gerne virker støvede og beskidte med deres dårligt vedligeholdte bygninger.
    Om eftermiddagen havde vi gennem hotellet bestilt en vintur, og kl. 1400 kom der en minibus og hentede os.
    Efter at have hentet flere deltager på andre hoteller blev vi kørt ud til vindistriktet, hvor vi først besøgte en lokal kirke og dernæst en oliven farm, hvor vi blev vist rundt af en engelsk talende guide. Dernæst besøgte vi først en ”mindre” vingård, og dernæst en større vingård. Det første sted talte guiden engelsk, medens det næste gang foregik udelukkende på spansk. Under hele turen fortalte bussens guide hele tiden om alt muligt, men kun på spansk, hvilket var så trættende at høre på, at min hjerne stod af allerede i begyndelsen af turen.
    Alt i alt var vi begge enige om, at denne vintur var spild af både tid og penge, selv om turen dog ikke kostede nogen herregård.

Torsdag 8/12: Mendoza – San Rafael  398 km.
I stedet for at blive en dag mere i Mendoza, havde vi bestemt os at til at køre sydpå og besøge ”Cañon del Atuel”, idet vi var blevet anbefalet dette af nogle andre gæster i bussen dagen før. Ifølge bøgerne blev denne dal også lokalt sammenlignet med Grand Canyon i USA, selv om en stor del af dalen i dag er oversvømmet på grund af dæmningsbyggeri.
    Det var svært at finde vejen dertil på vores kort, men på min Garmin fandt jeg en attraktion der hed ”Entrada al Valle Grande”, og det viste sig at det var det rigtige sted.
    Igennem San Rafael ledte min Garmin os ad nogle grusveje ind over en losseplads, og Henrik var sikker på, at vi var kørt forkert, da det tit skete, at den viste forkert i byerne. Imidlertid kom vi dog frem til vores mål, så min Garmin havde ret, men det havde været ønskværdigt, hvis den havde valgt en længere men bedre vej.
    Vi kom igennem Valle grande, som er et lokalt feriested ved en flod, der løber igennem en dyb dal. Dernæst kom vi til Cañon del Atuel, og vejskiltene viste, at vi nu ”kun” skulle køre 48 km på grusvej der, imod de forventede 70 km, hvilket var en glædelig overraskelse. Noget af vejen viste sig endda at ”have været” asfalteret engang. Turen viste sig da også at være så flot som vi var blevet fortalt, så vi fortrød ikke, at vi havde taget denne afstikker med.
    Vi kørte derefter tilbage til San Rafael, hvor vi var kl. 1530. Efter flere forsøg fandt vi logi samt en plads til vores cykler på ”Hotel España” for 110 pesos pr. værelse.
    Vi fik et par øl, og gik derefter op i byen og fandt et sted at spise.

Fredag 9/12:  San Rafael – La Toma  368 km.
Vi kørte fra San Rafael kl. 0830 og tankede i Monte Coman og San Luis. Resten af Argentina turen forgik nu på asfalterede vej. Til Monte Coman kørte vi for det meste gennem opdyrket land af forskellig slags, og med spredte små beboelser. Derefter var det derimod fladt land med ødemark bevokset med græs og spredte buske. Efter San Luis var det derimod opdyrket land med enorme marker, som enten var dyrkede eller brugt til græsmarker. Det var bemærkelsesværdigt, at selv om jorden var opdyrket, så vi næsten ingen landbrugsbygninger, så ejendommene må være enormt store der.
   Kl. 1400 ankom vi til La Toma og indlogerede os efter et enkelt andet forsøg på ”Hotel Italia”.
   La Toma er mest kendt fordi, det er det eneste sted i verden der findes grøn onyx, hvilket den også markedsfører sig med, da den absolut ikke har andet at byde på.
    Jeg brugte eftermiddagen til, at gå en tur rundt i den lille støvede by, og kiggede bl.a. indenfor i de forretninger, der solgte ting lavet i onyx og andre halvædelstene. Det var virkelig flotte ting de havde at byde på. Men igen, stenting passer ikke rigtigt sammen med en grænse på 20 kg i flyveren.
    Om aftenen indtog vi vores middag på hotellet, da vi ikke kunne finde andre steder der fristede.

Lørdag 10/12: La Toma – Alta Gracia  371 km.
Denne dag havde vi planlagt at køre til Merlo, og startede ud af en lige motortrafikvej igennem det flade landskab. Da vi ifølge min Garmin skulle dreje af fra denne vej viste det sig, at den nye vej var en grusvej, på trods af at apparatet var stillet til at udgå grusveje. Da vi var træt af grusveje valgte vi derfor, at køre videre ad motortrafikvejen, og i stedet tage den næste sidevej. Derved sprang vi Papagayos over, men hellere det end mere grusvej.
    Landevejen videre til Merlo var igennem mere beboet område, og det var tydeligt, at det var et udbredt ferieområde ved foden af den bjergkæde vi kørte langs med. Merlo derimod lignede et hul i jorden, og tilsyneladende var byens centrum den benzintank, vi tankede på. Vi besluttede derfor at køre videre til Alta Gracia i stedet for at overnatte i Merlo.
    Vi kom derefter ud på ”Vejen med de 1000 kurver” hen over den lave Cordoba bjergkæde. Dette var en rigtig motorcykelvej, d.v.s. asfalteret vej der slyngede sig gennem bjergene. Vi mødte da også mange motorcykler på denne strækning, hvilket til dels også kan skyldes, at der blev afholdt et stor motorcykeltræf der i nærheden, hvilket vi fandt ud af senere på dagen. Vi standsede på vejen ved ”Nacimento Rio Mina Clavero”, som var angivet som et fint udsigtspunkt. Vi syntes nu, at der var mange andre steder på denne vej der var lige så fine udsigtspunkter, men vi fik da taget de obligatoriske fotos.
    Senere drejede vi af fra hovedvejen, og kom ud på en mindre bjergvej, der var smallere og med mange hårnålesving, men samtidig igennem et kønt frodigt bjerglandskab.
    Ved ankomst til Alta Gracia kunne vi ikke finde noget logi, da det var lang weekend og der som sagt var et stort motorcykeltræf i nærheden. Vi måtte derfor køre lidt uden for byen, hvor vi fandt logi på ”Hosteria El Viejo Molino”. De advarede os godt nok om, at der skulle være et stor fest på hotellet om aftenen, men Henrik sagde, at han var blevet lovet et værelse, der lå afsides. Det fik han også, men mit værelse viste sig derimod at ligge lige bag ved musiktribunen.
Om eftermiddagen kørte jeg alene op i byen og besøgte det gamle Jesuitter Monasti, som var grundlagt som Jesuitternes hovedsæde i Argentina, men senere blev til provinsregeringens hovedsæde og nu er fredet og omdannet til museum. Byen var faktisk bygget op omkring dette store bygningskompleks, og det var virkelig et interessant sted at besøge.
    Om aftenen fik vi lov til at spise på hotellets veranda medens de dækkede op i restauranten til det store selskab, og der sad vi så senere og tog imod alle gæsterne kl. ca. 2230.
    Bagefter kunne vi gå til ro. Henrik for at sove, og jeg for at høre musik på mit værelse resten af natten.

Søndag 11/12: Alta Gracia – Rufino  479 km.
I dag skulle vi starte turen ind over Pampassen. Vi kørte over Rio Quarto, hvor vi tankede. Ved tanken mødte vi mange af deltagerne fra motorcykeltræffet på vej hjem, og på grund af det store run på benzintanken, kunne alle kun få for 50 pesos benzin. Sikkert på grund af problemer med nok byttepenge.
    På vej til Rio Quarto, var der endnu en del bebyggelse og mindre byer, men efter Rio Quarto var vi ude på den rigtige pampas. Vejene gik nu snorlige ud det meste af tiden, og landskabet var totalt fladt med enorme marker og græsgange der strakte sig så langt øjet rakte. Der var stort set ingen bebyggelse at se, og slet ingen små landsbyer. De byer, der var, lå med ca. 100 kilometers afstand.
    Da der ikke var nogen landsbyer, vi kunne overnatte i, kørte vi ind til Rufino, hvor vi på ”Hotel Astur” fik 2 værelser til hver 150 pesos. Derudover måtte vi så, som det eneste sted på turen, betale 20 pesos for hver motorcykel for at få dem i garage. Af samme grund afviste Henrik dette hotel første gang, og vi fik at vide, at der lå et andet hotel lidt uden for byen. Vi fandt også dette hotel, men da vi kørte ind i hotellets gård og så, at stueetagen bestod af carporte med forhæng for, var jeg straks klar over, at dette hotel var et, der udlejede på timebasis. Jeg ville straks videre, men vi kunne imidlertid godt få 2 værelser for 180 pesos stk. for hele natten, så Henrik var ikke meget for, at gå tilbage til det forrige hotel og krybe til korset der. Imidlertid ville de pludselig have 180 pesos yderligere, fordi vi også var der om dagen, og så var Henrik med på at køre tilbage til Hotel Astur og bede om godt vejr.
    Vi nød derefter resten af søndagen på Plazaen og hovedgaden, men jeg kunne af en eller anden grund ikke hæve nogen penge i automaterne den dag.

Mandag 12/12: Rufino – Olavarria  444 km.
Inden afgang kørte vi først i banken, og nu var den ingen problemer med at hæve penge i banken.
    Det kneb med at komme ud af byen, da min Garmin overhovedet ikke kunne finde ud af ensretningen i denne by, ligesom det enkelte vejskilt, der viste til næste by, åbenbart heller ikke havde taget højde for ensretningen.
    Vi kørte over Bolivar, og fortsatte på grund af den fine vej helt til Olavarria. Et sted kørte vi 208 km ud af en snorlige landevej, der undervejs kun havde et enkelt knæk på ca. 20 grader. Landskabet var stadig uendelige marker afvekslende med uendelige græsgange.
    Vi nåede Olivarria allerede kl. 1300, og fik 2 værelser på ”Argentino Hotel” samt en plads til cyklerne i en nærliggende garage.
    Vi tog derefter et par øl på en nærliggende fortovsrestaurant, hvorefter Henrik tog en siesta, og jeg gik op og tog et kig på byen.
    Om aftenen var det køligt, så vi trak indenfor på den samme restaurant som om eftermiddagen, og fik der deres ”Asado”, som var på tilbud. Dertil fik vi serveret deres lokale vin, som hed ”Vasco Viejo” (Den gamle basker), en argentinsk vin som jeg husker den fra gamle dage, og som er fin med et par isklumper i.

Tirsdag 13/12: Olavarria – Tandil  144 km.
Vi havde nu rigelig tid tilbage, og skulle derfor kun nå til Tandil denne dag. Det blev en kort tur i en strid kølig sidevind, og vi nåede Tandil allerede kl. 1000. Der fandt vi hurtigt ”Hotel Cristal”, hvor vi fik 2 værelser til 125 pesos stykket, plus parkering i gården overfor.
    Vi gik derefter på vaskeri og fik vasket for 18 pesos, hvorefter vi gik en tur op og se på byen.
    Efter en kraftig siesta gik vi om aftenen i byen og spiste. På grund af det kølige vejr måtte vi også denne dag trække indendørs, og jeg fik her turens bedste bøf  ”Chorizo”, medens Henrik fik en ”Lomo”, hvortil vi fik den samme vin som dagen før (Vasco Viejo). Den var her billigere end en flaske øl.

Onsdag 14/12: Tandil   0 km.
Hviledag. Så vi brugte formiddagen til at spadsere op og se parken og søen med bl.a. en statue af byens store mand, Hans Fugl, som stammede fra Danmark.
    Om eftermiddagen beså vi byen og hentede vasketøj, og om aftenen gik vi det samme sted som aftenen før og fik atter en fin bøf.

Torsdag 15/12: Tandil – Buenos Aires  468 km.
Vi kørte fra Tandil kl. 0830, men havde god tid, da vi planlagde først at være hos Motocare i Buenos Aires mellem 1400 og 1500. De sidste 150 km fik vi bygevejr, så vi tog regntøj på, og kørte med det på den sidste del af turen. De sidste 17 km af turen foregik på motorringvejen, Gral. Paz, rundt om Buenos Aires, og der var trafikken meget tæt. Det foregik der meget langsomt, næsten i gå tempo. Det var værre end at køre på de københavnske indfaldsveje i myldretiden.
    Vi fik afleveret maskinerne. Marino ville endda ikke have noget for det manglende blinklysglas. Til gengæld måtte han så høre en beretning om vores begivenhedsrige tur, indtil han var nødt til at gå, da han skulle nå et møde.
    Vi kørte derefter til ”Sol Montsereat Hotel”, hvor vi også boede sidst. Igen måtte vi igennem en længere diskussion for at få hotellet til at holde sig til den aftalte pris.
    Efter at have holdt siesta regnede det igen, så vi gik lige hen om hjørnet på den lokale restaurant, og fik vores bøf og et par flasker Viejo Vasco, som de også havde der.

Fredag 16/12 Buenos Aires
Hviledag. Da de havde lovet regnvejr om eftermiddagen, brugte vi formiddagen til at se Buenos Aires. Vi sluttede turen med en øl på en fortovsrestaurant ved siden af den på dette sted 18 sporede ”Avenida 9 de Julio”. Mens vi sad der brød en taxa i brand lige ud for os og udbrændte totalt, hvilket viser, at det er farligere at køre i taxa i Argentina, end at køre på motorcykel.
    Da det alligevel ikke regnede om eftermiddagen, benyttede jeg tiden til en rundtur i San Telmo kvarteret.
    Om aftenen regnede det derimod, så vi gik igen hen om hjørnet og spiste, samt fik adskillige flasker af ”Den Gamle Basker”, inden vi meget sent vendte næsen hjemad mod hotellet.

Lørdag 17/12
Afgang med fly fra B.A. kl. 1325 og mellemlanding i Madrid efter 12 timers flyvning.

Søndag 18/12:
Efter 5 timers ventetid i Madrid lufthavn fløj vi fra Madrid kl. 1100 og landede i Kastrup kl. 1450.

I alt havde vi lejet motorcyklerne i 26 dage, og kørt 8846 km på dem.

Hele turen havde kostet mig 41.000 kr. inkl. alt. Indbefattet lommepenge, fly, motorcykelleje, forsikringer, logi, kost, drikkevarer samt togbilletter til og fra Kastrup.
    Motorcyklerne var lejet for 110 US$ pr. dag, inkl. sidetasker. http://www.motocare.com.ar/rental/
    Flybilletterne kostede 6.300 kr. stk. retur, og vi fløj som sagt med Spanair, som gik konkurs 1 måned efter at vi kom hjem.
    Af rejselekture kan jeg anbefale: ”Argentina” af Hans Erik Rasmussen samt ”Lonely Planet”
    Interesserede er altid velkommen til at kontakte undertegnede for yderligere oplysninger.

Hans-Jørgen Søltoft
Herluf Trollesvej 75
4700 Næstved
Tlf.: 55727366 / 51714888
e-mail: soeltoft@os.dk