|
Var du til Motor Festival i Allingåbro i Pinsen? |
Klargøring til sæsonstart
Af Stefan Engelsfelt – se@mctc.dk
Touring Nyt giver en række tips til, hvordan motorcykel, tøj og fører bliver klar til sæsonstart.
Forårssolen titter frem, og vejene ser tørre ud. Den første køretur i den nye sæson står for døren, men er mand og maskine egentlig klar til sæsonstart?
Tjek motorcyklen…
· Er kædet smurt og korrekt justeret?
· Er grebene korrekt indstillede, og skal kablerne smøres?
· Er der væske nok på batteriet, og skal det oplades?
· Fungerer lys- og signalanlæg, herunder dødemands-knap?
· Er der nok belægning på bremseklodserne, og er skiverne stadig over mindstemål?
· Bevæger bremsestemplerne sig uhindret, og er der utætheder i bremsesystemet?
· Er der slør i hjulophæng eller kronrør?
· Hvad er mønsterdybden på dækkene, og stemmer dæktrykket?
· Stemmer olie-, køler- og bremsevæskeniveauet?
· Skal luftfilteret renses eller måske skiftes?
Tjek mc-udrustningen…
· Er sikkerheden i hjelmen stadig god nok? (bør skiftes hvert 3-5 år afhængig af brug og altid ved tab eller uheld)
· Trænger hjelmens ydre og indre til en vask?
· Er visiret blevet for ridset eller mat, og trænger det til en udskiftning?
· Er hageremmen justeret korrekt?
· Skal læderdragten plejes med fedt, balsam eller olie, og trænger indermaterialet til en vask? (se evt. Køb og vedl. af læderdragt)
· Skal tekstiltøjet en tur i vaskemaskinen og imprægneres, når det er tørt? (Tag beskyttelsen ud og brug ikke skyllemiddel – se evt. Godt at vide om Gore-Tex)
· Trænger handsker og støvler også til en rengøring/pleje?
Tjek dig selv…
· Er min generelle fysiske form god nok?
· Er min balanceevne og mine reflekser i topform? (Tag en tur på trædecyklen)
· Trænger mine kørefærdigheder til en opdatering? (Tag på kørekursus – se evt. Vælg det rigtige kursus)
· Er koblingshånden i form, eller skal den trænes med en fingertræner?
· Er jeg nok beskyttet mod den første turs kolde fartvind?
Under den første tur…
· Tag den generelt med ro
· Kør kun korte stræk ad gangen og hold ofte ind
· Stig af motorcyklen, rør dig lidt og tag en slurk vand
· Hop om bord igen med skærpet opmærksomhed
· Nyd turen
Artiklen har også været bragt i TN 2/12 s. 42-43.











