DanskDeutchEnglish
bliv medlem
køb & salg
Netbutik
kontakt
Bookmark and Share

Var du til Motor Festival i Allingåbro i Pinsen?

Ja, det var god underholdning.
Nej, det passede ikke lige ind.
Måske næste år.
Det interesserer mig ikke.

Parkering af mc

Af Stefan Engelsfelt – se@mctc.dk
 
Det er ikke ligegyldigt, hvor og hvordan du parkerer din motorcykel. Reglerne varierer fra kommune til kommune, og de private selskabers parkeringsregler er en ren jungle.
 
Spørgsmål om parkeringsregler er en jævn bestanddel af de mails og breve, som redaktionen modtager fra medlemmerne. Det ville være godt, hvis der var ens regler for alle politikredse og for private P-pladser, men desværre forholder det sig ikke sådan.
 
 
I færdselsloven findes der generelle regler om parkering, men kommunerne har også ret til at indføre deres egne særlige parkeringsregler. Parkeringsreglerne svinger altså fra kommune til kommune afhængig af politivedtægten, så det kan være svært at gennemskue, hvor man må stille sit 2-hjulede vidunder. Og uvidenhed er ikke en undskyldning for at slippe for parkeringsafgiften.
 
Selvom der ikke er megen konkret lovgivning på området for parkering af motorcykler, findes der en vis praksis. En motorcykel skal som udgangspunkt parkeres i særligt afmærkede P-båse for motorcykler. Forefindes der ikke en sådan bås, eller er den besat, så må en motorcykel nogle steder parkeres i en bilbås, så den udfylder hele båsen. Men de fleste steder må man ikke stille en mc i en bilbås, som er markeret på alle 4 sider. Man må dog gerne parkere en mc på et parkeringsareal, som kun er markeret i langsgående retning. Men man kommer altså ikke uden om at skulle nærlæse de specifikke parkeringsregler på hver kommunes hjemmeside, hvis man vil være sikker på at undgå en P-afgift.  
 
Parkerer man sin motorcykel i en afmærket mc-bås, skulle man ifølge alle regler gå fri af en P-afgift.
 
Parkeringsregler på private områder
De private selskabers parkeringsregler er ikke kun et problem for motorcyklister, det gælder også biler. Når det drejer sig om private områder, kan ejeren eller P-firmaet selv fastsætte reglerne, og det kan være et problem for motorcyklister (og folk med åbne biler), da P-skiver normalt ikke bruges i forbindelse med parkering af en mc, men kræves på visse private P-pladser.
 
 
Normalt er en parkeringsskive en ligegyldig ting for motorcyklister, men begiver man sig ind på et privat område, gælder det private parkeringsselskabs regler, og så kan man godt få brug for en P-skive.
 
Som motorcyklist risikerer man derfor let at komme i klemme. Ifølge flere af foreningens medlemmer er der på flere af de privatejede parkeringspladser blevet truet med en parkeringsafgift for manglende brug af P-skive eller en seddel med tidsrum for parkering, men det er dog, så vidt vi ved, ikke endt med en egentlig bøde.
 
Som hovedregel bør man nærlæse parkeringsreglerne på de forskellige privatselskabers hjemmesider, inden man parkerer sin mc. Bemærk også skiltningen i området, og om det eventuelt kræves, at mc’er skal bruge P-skive og/eller P-billet.
 
 
Er der ved indkørslen til parkeringsområdet et skilt, der oplyser, at parkeringsarealet tilhører et privat selskab, gør man bedst i som motorcyklist at holde sig fra området, hvis man vil undgå en P-afgift.
 
Det ville være ønskeligt, hvis reglerne blev ensrettede på alle områder. FDM har i flere år har forsøgt at få politikerne til at lave ens regler, men de taler for døve øren, og der er ingen grund til at tro, at det modsatte ville være tilfældet for de danske motorcyklister.
 
 
Her må man gerne parkere en mc på langs, da der ikke er markeringer på tværs og dermed ikke inddeling i egentlige båse.
 
Hvad siger færdselsloven?
Vil man vide, hvad de generelle regler i færdselsloven siger om parkering af motorcykel, kan oplysningerne findes på www.retsinformation.dk.
 
Husk, at politivedtægterne i din kommune kan have ændret bekendtgørelsen, så det ikke kun er færdselslovens regler, der er gældende.
 
Generelt følger bestemmelserne rækkefølgen færdselsloven, lokale bestemmelser, færdselstavler og i sidste instans politiet.
 
 
Kommunale P-regler
Kender man ikke parkeringsreglerne i sin kommune, eller skal man parkere sin motorcykel i en anden kommune, er det en god ide at læse om parkeringsreglerne på de respektive kommuners hjemmeside.
 
En oversigt over kommunernes parkeringsregler kan også findes på www.fdm.dk/parkering.
 
 
 
Artiklen har også været bragt i Touring Nyt 6/11 s. 30-31.
MC Touring Club|Markvangen 6, 8260 Viby J|Tlf. +45 8611 6200|Fax +45 8611 6259|Mail tn@mctc.dk