DanskDeutchEnglish
bliv medlem
køb & salg
Netbutik
kontakt
Bookmark and Share

Har du kørt på motorcykel på Bornholm?

Ja, det var en fed oplevelse.
Nej, ikke endnu.
Det har ingen interesse.

Valg af rette rygbeskytter

Af Stefan Engelsfelt - se@mctc.dk
 
En separat rygbeskytter bør være lige så naturlig at tage på som en hjelm. Her er et par tips om, hvordan du vælger rygpanser.
  
En rygbeskytter er konstrueret til effektivt at mindske hårde slag mod ryggen i tilfælde af en ulykke. Jo mere effektivt slaget absorberes og fordeles, desto bedre er chancen for at undgå varige mén. En rygbeskytter er dog ingen garanti mod rygskader, men skaderne kan minimeres betydeligt, og i visse tilfælde kan rygbeskytteren redde ens liv.
 
 

Alle rygbeskyttere – herunder også indbyggede i jakken – skal være testede og CE-godkendte. I produktbeskrivelsen skal der altid være oplyst, hvilket institut der har udfærdiget CE-mærkningen. En CE-mærkning fortæller, at produktet opfylder de gældende krav, og at den følger alle gældende bestemmelser (forklares senere).

Selvom indbyggede rygbeskyttere også er CE-godkendte, bør man ikke stille sig tilfreds med en sådan. Den type rygbeskyttere er ofte utilstrækkelige ved ulykker, og hvis man vil sikre sig bedst muligt, bør man anvende en separat rygbeskytter.
 
Valg af rette rygbeskytter
Det vigtigste ved valg af en rygbeskytter er pasformen. Den skal sidde rigtigt på dig og følge din krops udformning. I dag fås de fleste rygbeskyttere i flere størrelser, og jo større del af kroppen der beskyttes jo bedre. Men omvendt skal rygbeskytteren ikke hindre bevægelsesfriheden alt for meget.

En rygbeskytter skal sidde komfortabelt, og den bør altid afprøves sammen med dit motorcykeltøj. Sæt dig op på motorcyklen og mærk, om rygbeskytteren sidder behageligt og ikke klemmer nogen steder. Den må hverken genere nakke eller haleben.


En rygbeskytter skal afprøves, mens man sidder på motorcyklen og sammen med motorcykeltøjet, for der kan være forskel i tykkelserne af rygbeskyttere. Rygbeskytteren skal sidde behageligt, må ikke klemme nogen steder og må ikke genere nakke eller haleben.

Rygbeskytteren skal være i et fleksibelt materiale – gerne med bevægelige led – så den bedre følger kroppens form. Skulderremme og bælteremmen skal være justerbare (enkelte modeller bæres også som vest) for korrekt og bekvem fastholdelse. Rygbeskytteren må også gerne være perforeret for bedre ventilation. Er inderdelen mod ryggen aftagelig og dermed vaskbar, bør man være omhyggelig, når rygbeskytteren samles igen.

Rygbeskyttere fås normalt i størrelser fra S-2XL, og flere producenter har også modeller specielt til børn og det feminine køn. Markedets rygbeskyttere er dog overvejende uni-sex – altså til begge køn.


En rygbeskytter med god varmeafledning er klart at foretrække på varme dage. Det er en fordel, at inderdelen mod ryggen er aftagelig, så den kan håndvaskes.

Prisniveauet på en rygbeskytter svinger fra ca. 250 til 1.300 kr. Den dyreste model behøver ikke nødvendigvis at være den bedste, men brug hellere et par hundrede kroner ekstra, da god beskyttelse kan redde dit liv ved en ulykke. Rygsøjlen er trods alt ikke en udskiftelig reservedel… endnu.
 
Fakta
En rygbeskytter med gode absorberende egenskaber mindsker risikoen for skader på ryghvirvlerne. Skades rygmarven er der risiko for, at man bliver mere eller mindre lammet.
 
Vejledende rygbeskytter-størrelse
Talje-skulder afstand           Kropshøjde                          Størrelse
410 – 430 mm                       157 – 163 cm                        S
430 – 460 mm                       164 – 175 cm                        M
460 – 480 mm                       176 – 182 cm                        L
480 – 520 mm                       183 – 194 cm                        XL / 2XL
 
Korrekt CE-mærkning
En CE-mærkning er en generel europæisk standard. Standarden for rygbeskyttere hedder EN 1621-2 og består af to sikkerhedsniveauer – level 1 og level 2.
 
For at opnå en CE-godkendelse skal rygbeskytteren dække en tilfredsstillende del af ryggen og bestå en test af sammenlagt syv slag. Fem af slagene har altid samme placering ned langs rygbeskytterens midte, mens to af slagene rettes mod punkter, som er synligt svagere end resten af rygbeskytteren. Hvert slag rammer rygbeskytteren med en kraft på 50 Joule.

For at klare det laveste sikkerhedsniveau – level 1 – må stødabsorberingen ikke slippe mere end gennemsnitligt 18 kilonewton (kN) ind til kroppen, og i enkeltstående slag må påvirkningen ikke overstige 24 kN.

Gennemsnitsværdierne for at opfylde kravene til næste trin – level 2 – må ikke overstige henholdsvis 9 kN og 12 kN.
 
Kan en rygbeskytter ikke overholdene kravene, får den ingen CE-mærkning og må dermed ikke sælges på markedet.

Læs mere om CE-normerne på www.cen.eu.
 
 
Til en fuldstændig CE-mærkning kræves: Navn på producent, model og norm (a), piktogram med motorcyklist (b), hvor der også nævnes beskyttelsesniveau (her level 2) og beskyttelsestype (B står for ryg, L står for lænd), instituttet der har udfærdiget CE-mærkningen (c) og et piktogram med person og beskyttelseszone (c) – den såkaldte talje-skulder afstand her på 41 til 46 centimeter. Der er tillige oplyst, hvilket direktiv beskyttelsen er testet efter (d) – al beskyttelsesudstyr til motorcyklister skal i øvrigt opfylde kravene i direktiv 89/686/ECC. Om mærkningen fremgår som påsyet, trykt eller påmalet gør ingen forskel – så længe den blot sidder fast på rygbeskytteren.
 
Importører/forhandlere
Alpinestars – C. Reinhardt, tlf. 4483 0910, www.c-reinhardt.dk
Biltema – Biltema, tlf. 7080 7770, www.biltema.dk
BMW – BMW Danmark A/S, tlf. 7015 6156, www.bmw.dk
Büse – Mums MC, tlf. 4056 6240, www.mumsmc.dk
Dainese – Duells, tlf. 2623 5670, www.duells.dk
Halvorssons – Ry MC-Udstyr, tlf. 8689 0755, www.rymc.dk
Held – AM Motor Import Aps, tlf. 9880 0714, www.ammotor.dk
IXS – Yamaha Motor Scandinavia, tlf. 6310 9500, www.yamaha-motor.dk
Kawasaki – Carl Andersen Motorcykler A/S, tlf. 8694 6177, www.kawasaki.dk
Knox – C. Reinhardt, tlf. 4483 0910, www.c-reinhardt.dk
Modeka – Modeka Danmark, tlf. 2874 6280, www.modeka.dk
Mtech – Vilh. Nellemann A/S, tlf. 8743 5435, www.honda-mc.dk
Prexport – Max MC Import, tlf. 7440 4861, www.maxmc.dk  
Richa – Duells, tlf. 2623 5670, www.duells.dk
Rukka – Per Krogh Agency, tlf. 7550 8026, www.rukka.com
Spyke – MC Select A/S, tlf. 7641 4000, www.mc-select.dk
Ultimate Stuff – AM Motor Import Aps, tlf. 9880 0714, www.ammotor.dk
Uvex – T. Hansen Gruppen, tlf. 6341 6969, www.thansen.dk
Zadona – Duells, tlf. 2623 5670, www.duells.dk

Artiklen har også været bragt i TN 4/10 s. 80-82.
MC Touring Club|Markvangen 6, 8260 Viby J|Tlf. +45 8611 6200|Fax +45 8611 6259|Mail tn@mctc.dk