Til Nordkap

Rejsen til Europas top

Af Jan Limborg Madsen

Skal du til Nordkap, kan du i denne beretning finde gode tips om rute og områder.

Nordkapp må man vel til på et eller andet tidspunkt, hvis man er en entusiastisk motorcyklist, og vi gjorde turen på en BMW 1150 RT i sommeren 2004. Der er ad landevejen tre hovedruter. Fra Oslo ad E6 gennem Norge. Til Stockholm og videre op langs den botniske bugt. Og så Innlandsvägen.

Innlandsvägen er lang – ca. 1.700 km – og starter lidt nord for Göteborg og løber til Karesuando ved den finske grænse. Vejen løber midt i Sverige - mellem fjeldene mod Norge og kystlandskabet ved Østersøen.

Vejen er lige på lange stræk, men man føler ikke trang til at give den gas for alvor. Omgivelserne er alt for smukke, og kommer der et lille hjørne skal man tage sig i agt. Rensdyr færdes på vejen som om de har førsteretten og i flok er de temmelig uanfægtede af trafikken, og flytter sig kun modstræbende. På MC kan man sagtens komme så tæt på at man kan klappe dem om man har lyst.

Nord for linien Stockholm-Oslo tynder det bemærkelsesværdigt ud i huse og aktivitet – man kan køre i timevis uden at møde andet end få modgående trafikanter, en enkelt elg eller et par rensdyr i ny og næ.

Som på den anden side af Atlanten er der dog truckstops ind i mellem, hvor man kan forsyne sig med kaffe og en korv med mos eller andet solidt svensk køkken

På Innlandsvägen kan du tydeligt observere, hvordan naturen ændrer sig jo længere du kommer mod nord. Birketræerne bliver mindre og mindre – fra en normaldansk 10-20 meter i syd til næsten forkrøblet krat på 1-2 meters penge ved den finske grænse. Bare lidt højere mod nord finder man ud af at trægrænse også har noget med breddegraden at gøre. Landskabet ændrer sig fra dyrkede marker i bløde bakker i syd til flade, øde tundralignende sletter i nord. Men grønt er der stadig overalt.

Svenska vandrerhem er noget for sig - og nej - man skal ikke tage fodtøjet af inden man entrer huset. Til gengæld er rygning forbudt overalt, og måske også drikning. Vi blev dog ikke chikaneret fordi vi tog en lille en på værelset til at skærpe appetitten og dulme nerverne efter dages oplevelser.

Der findes to landsdækkende sammenslutninger SVIF (Svenska vandrerhem i förening) og STF (Svenska Turistföreningen). STF er de officielle, medlemmer af Youth Hosteling International, pænt mellemklassesvensk, orden, ro, renlighed, som regel tæt på by og indkøbsmuligheder.

SVIF er fribytterne: de hyggeligste, særeste, billigste og mest afsides beliggende. Ude i Guds fri natur eller langt ude på bondens mark eller på en mark hvor der ingen bønder findes. Drevet af den lokale hjemstavnsforening, en venlig pinsemenighed med blot 30 medlemmer worldwide eller et par entusiatiske mennesker der har fundet en livsform der passer dem. SVIF har værelser mellem skotøjsæske i stort nummer og en hel lejlighed med fire værelser, køkken og bad. Og uanset indkvartering til priser omkring 300,- svenske kr. for et par pr. nat. Vi ved godt hvad vi kan lide, men vælg selv.

En god forberedelse til Lappland er at læse den svenske forfatter Hans Lidmans bøger. De er godt nok er skrevet for en 30-40 år siden, men er en fremragende indføring i landets egenart, befolkning, mytologi og historie. Om ikke andet kan de indtages som meget underholdende løgnehistorier. Men når man først har været der tvivler man ikke på troværdigheden.

Vores første møde med Lappland stod i regnvejrets tegn. Fra morgenstunden var der vand forover, foran, bagved, til siderne og forneden. Temperaturen var omkring 6 grader, så seks kilometer efter at have passeret grænsen til Lappland måtte vi give op og dreje fra ved Jokkmokk. Vi fandt det lokale Hilton: Hotel Jokkmokk. Et hotel i tre etager i alt væsentligt bygget i træ. Fremragende service: tørre tøj – ikke noget problem. Sauna – ikke noget problem. Venlighed og imødekommenhed – ikke noget problem. Og så næsten til menneskepriser – ca. 850 sv.kr. for en nat på dobbeltværelse

På aftenen kom nogle af de søde rensdyr vi havde mødt på vejen på panden med nogle lokale bær. Og smagte fremragende.

Ellers er Jokkmokk en storstad nordpå med 5.599 indbyggere (2004). Byen rummer et samemuseum som er værd at gæste. Ikke alene fortæller det historien om samernes liv før snescooteren blev moderne. Men også hvordan det – i hvert fald i Sverige – er lykkedes for samerne på samme tid at integrere sig i en helt moderne levevis, og samtidig opretholde egen kultur og eget sprog. Med god hjælp og mange penge fra storebror i syd, forstås (forholdene for samerne er helt anderledes i Norge, hvor man måske er bange for selvstændighedsbevægelser, der kan udfordre den unge norske nations sammenhængskraft):

Vi fandt også et par stensælgere med en lille butik. De bød på utallige udgaver af forarbejdede og rå sten, bl.a. en smuk halskæde med alle de stenarter der findes i Sverige. Prisen på 7.000 svenske kr. virkede dog afskrækkende, så vi nøjedes med at købe et sæt isterninger i granit til sommerens drinks. Vi blev med ægte venlighed og varme inviteret til det årlige vintermarked der samler 70-80.000 mennesker og efter programmet indeholder alt fra elgkastning over snescooterkørsel til dans og meget mere på hotellerne ved aftenstide. Foregår som regel første weekend i februar – tag godt med tøj med. Temperaturen er 20-50 minusgrader.

Efter Jokkmokk blev vejret bedre, og mens det regnede i Danmark indfandt en hedebølge sig i det nordligste Skandinavien. Da vi nåede rejsens mål – og vendepunkt – Nordkapp, var dagtemperaturen ca. 25 grader. Og det blev endda til en tur i vandet i en sø ved Lakselv undervejs til målet. Klokken var 7 om morgenen, vandet var ca. 8 grader, badetøjet ikke eksisterende og ekstremiteterne skrumpede noget ind. Men dejligt var det.

Som nogen måske ved, er Nordkapp ikke det nordligste fastlandpunkt i Europa. Men man kan se over på Kvivskellsodden, som ligger lige ved siden af.

Ellers er selve Nordkapp en turistfælde, komplet med diskotek indbygget i klippen med flot udsigt 300 m. ned gennem panoramaruden. Diskoteket er udstyret med de mest højrøvede unge tjenere vi mødte på turen, bryllupssuite (der er en del der henlægger brylluppet til etablissementet), biograf (med en ret flot film), souvenirbutik, div. mindesmærker over berømte besøgende etc. Så vidt jeg husker, kostede det 190,- norske kroner pr. næse at skue alle disse vidundere – åbenbart for meget for et par franske motorcyklister, der vendte om ved porten.

Myg så vi stort set intet til. Vejret havde været tørt og koldt indtil et par dage før vores ankomst, og de små bæster er ret afhængige af væde og lidt varme for at kunne formere sig, så vi fik ikke brug for myggebalsam, net og andet som vi havde medbragt i store mængder. Rent held.

Det bedste var nu bare at vide, at man var der, og havde gjort turen. Selv om vores præstation ikke står mål med de cyklister (alm. pedal) der tager den hele vejen derop. Vi mødte en del, og det er noget af en tur. Fra fastlandet kommer man til øen Magerøya gennem en tunnel der er 6.875 m. lang og som på det dybeste sted når 211 m. under havets overflade. Der er stort set ingen belysning i tunnellen undervejs. Så gennem Honningsvåg og op 37 km. over klippen op i godt 300 m. højde. Som regel blæser vinden ret pænt efter danske forhold, så der skal slides i pedalerne. Alle de cyklister vi mødet så da også ud til at være af den tynde, senede, stædige, benede type. Ikke noget for os – pyha.

Vi boede i hytte på verdens nordligste campingplads i Skarsvåg. Udmærket, selvom en øl kostede 49,- norske kr. Værten var dog helt klar over problemet, men sæsonen er ganske kort, og resten af året er han fisker et sted omkring Jan Mayen. Så vi bar over med ham.

I det nordligste Norge kan man også finde andre interessante seværdigheder som f.eks. verdens nordligste katolske kloster, minigolfbane, indendørs svømmebassin, bryggeri etc. Bryggeriets Macks produkter (Tromsø) var udmærkede, og der findes i øvrigt mange gode oplevelser for ølentusiasten i Norge. Også til menneskepriser i supermarkederne – hvor pilsneren er blevet legal. Det lader sig f.eks. gøre at finde glimrende norsk øl i ½-litersdåser til 15 norske kroner.

Hurtigruten sejler året rundt langs Norges vestkyst fra Bergen til Kirkenæs og  retur. Der er daglige afgange, og ruten rammer de fleste afsides beliggende byer og havne. Vi tog den fra Honningsvåg til Harstad på Lofoten, og betalte ca. 3.500 kr. for et døgns ophold i et flydende luksushotel. Vi sparede ca. 1000 km. ad landevejen, og vi trængte til den pause.

Hurtigruten befolkes af lige dele blåhårede turister fra alverdens lande og lokale der er på vej til eller fra et besøg hos familien. Bådene er dog store nok til, at man selv kan vælge hvem man vil være sammen med.

Da vi sejlede var det lyst døgnet rundt, og vi kunne beundre fjelde med sne på toppen mens vi selv ikke havde problemer med at holde varmen. Vejret forblev fint, og vi kunne vaske og få tørret tøj, spise hellefisk i restaurationen og slappe af. Og så lagde vi til i 6 havne undervejs hvor man kunne komme af, og havde mulighed for at bruge lidt flere penge.

Lofoten er fantastisk MC-land, eller bare fantastisk i det hele taget. Vi boede et par dage i Harstad mens vi fik skiftet dæk på BMW’en – de svenske og norske veje havde taget godt ved. Her er mange interessante seværdigheder – bl.a. en større kanon som den tyske besættelsesmagt efterlod i 45 kaldet Adolfkanonen (efter ham i Berlin). Det er verdens største landbaserede kanon, og i løbet på kanonen er der plads til en voksen mand. Under jorden var der en lille jernbane med som fragtede ammunitionen – granaterne vejede over 1000 kilo. Kanonen havde en rækkevidde på ca. 50 km. (som til Narvik) og affyrede sit sidste skud i 1956.

I det hele taget har krigen fra 1939-45 sat sit kraftige spor på Norge på godt og ondt. Den er en levende del af mange nordmænds hukommelse, og man vil ofte komme ind på den når man snakker med folk. Der er også noget at huske på - Norge var jo faktisk i krig med Tyskland, og mere end 10.000 nordmænd mistede livet i kamp, på havet, i konvojerne eller i koncentrationslejre.

I Harstad var det ældste hus fra 1948, idet al bebyggelse i Finnmarken, Troms og et godt stykke ned i Nordland blev brændt af, da besættelsesmagten trak sig tilbage for de fremrykkende russere.

I Oslo – hvor vi besøgte familie et par dage - er dette levende beskrevet på Forsvarsmuseet på Akershus. Hvis man bare har den mindste interesse for historie, er dette et godt sted at gæste – gratis adgang – og sundt at få sat sin danske historie lidt i perspektiv.

En af svømmehallerne fik vi prøvet i Harstad – den ligger midt inde i fjeldet, og der er adgang gennem en lang tunnel fra et sted midt i centrum. Dyrt (vi er jo Norge), men et eldorado for vandhunde med rigtig mange gode legeredskaber

Turen ned over Lofoten er fantastisk og kan ikke beskrives, men må opleves. Selv om øerne er blevet noget turistede, er naturen hele rejsen værd. Det ene fantastiske sceneri afløser det andet, og vejret skifter uafbrudt. Man kører ind i en tunnel gennem fjeldet i bragende solskin, og dukker ud på den anden side 300 meter senere i tåge og regn. Hvorefter man kører 500 m. ned ad bjerget og solen er der igen. Vi endte i Å, den sydligste by på Lofoten. En ren turistfælde, men også med meget godt at byde på. Dagen efter tog vi færge til fastlandet fra Sørvågen til Bodø.

Fra Bodø kørte vi mod Fauske og videre ad E6 sydpå. E6 er virkelig ikke noget at råbe hurra for. Dårlig vejbelægning, meget trafik og mange galninge på vejen gjorde turen til Sandvik ved Mosjø mindre morsom. Vi overnattede igen på vandrerhjem midt i et naturreservat og blev mødt med den sædvanlige venlighed, tørreskabe til det våde tøj.

Videre til Trondheim som er en rasende hyggelig lilleputby med storbymanerer. Over 1000 år gammel, og Norges verdslige og åndelige hovedstad i Middelalderen. Ud over Nidarosdomen som er Nordens største middelalderbygning (bygget fra 1070-1300, 101 m. lang, 50 m. bred) rummer Trondheim i dag Norges tekniske og naturvidenskabelige universitet og er en af Norges vigtigste uddannelsesbyer. Hvilket mærkes.

Den anden store norske fascination (den første er nationen) er teknikken i enhver afskygning. Tunneller og broer er ofte ret fantastiske bygningværker der demonstrerer menneskets beherskelse af naturen. Norsk industri er tillige ofte helt fremme på beatet når det gælder elektronik, metallurgi, off-shore og meget andet. Ret godt gået, når man tænker på det tilbagestående bjergbonde- og fiskersamfund som svenskerne (og danskerne før dem) efterlod i 1905.

Vi sluttede besøget med et par dage hos gode venner på fjellet nær Kongsberg. Efter således at have samlet kræfter var vi klar til Oslofærgen hjem, der er som Mallorca i sæsonen. Festligt, folkeligt og fornøjeligt (eller hæsligt, fjollet og forløjet som Jesper Klein engang udtrykte det), og turen gennem Oslofjorden er meget smuk. Men rigtig god service, godt og kompetent personale og en fremragende restaurant på Pearl of Scandinavia kompenserer for en pris på ca. 1.300 kr. for dobbeltkahyt og MC. Det er til at leve med når man er godt gennemtræt og slipper for at køre omkring 600 km. fra Oslo til København i pisøsende regnvejr?

Bimmeren summede fint hele vejen. Men næste gang vi går turen skal det være på noget med varme i sæder og håndtag.

Heja Norge – vi ses igen!

 

Gode råd og nyttige links

Vi gjorde turen på 4.682 km på 16 dage, men vi havde for travlt, og måtte køre forbi mange smukke og seværdige steder - så 3 uger er nødvendigt hvis sjælen helt skal med.

Regntøj, varme og vandtætte handsker (og gerne varme i sæder og håndtag, som vi siden har fået) er noget der letter rejsen så højt mod nord.

Michelin tourplanner er noget bæ – køb nogle ordentlige kort hos www.scanmaps.dk

Men den bedste guide er Bilboken, som udgives af den norske pendant til FDM, Norges Automobil Forbund (NAF). Den opdateres hvert år, og kan føre dig til hver en flække med rigtig gode kort. Indeholder rutebeskrivelser på de fleste bare halvstørre veje, beskrivelser af byer og seværdigheder og meget andet. Herunder angivelse af ruterne mellem Norge 51 flyvepladser med regelmæssig beflyvning (kan jo være nyttigt hvis uheldet er ude), samt placeringen af de 69 motorbaner og 41 golfbaner (2001). I et meget handy format – også til MC – ca. 760 sider, 15 gange 21 cm., vægt 710 g. Mere behøver du ikke. Men den fås kun hvis man er medlem af NAF, og man i øvrigt sælger ikke ting og sager til udlændinge – selv ikke hvis man har et internationalt kreditkort. Så få dig en norsk ven – jeg har min svoger.

Se mere på http://www.naf.no/

Hans Lidmann kan du måske finde på dit lokale bibliotek (gå efter Kammerat i nord, Hvor midnatssolen lyser eller Lapplands stjerne). Ellers findes de på http://www.bibliotek.dk/

Information om Jokkmokk finder du på http://www.jokkmokk.se/

De sjove vandrerhjem i Sverige findes på http://www.svif.se/

De pæne og kedelige findes på http://www.svenskaturistforeningen.se/

De norske vandrerhjem findes på http://www.vandrerhjem.no/

Verdens nordligste bryggeri findes på http://www.mack.no/

Direkte online TV fra Nordkapp (Honningsvåg) findes på http://www.nordkapp.tv/

Verdens nordligste campingplads (Kirkeporten Camping) findes på http://www.kirkeporten.no/

Hurtigruten findes på http://www.hurtigruten.com/ Ofte gode tilbud uden for højsæsonen

Se Trondheims herligheder på http://www.trondheim.com/

Forsvarsmuseet findes på www.mil.no/felles/fmu/start