DanskDeutchEnglish
bliv medlem
køb & salg
Netbutik
kontakt
Bookmark and Share

Har du kørt på motorcykel på Bornholm?

Ja, det var en fed oplevelse.
Nej, ikke endnu.
Det har ingen interesse.

Formandsberetning 2012-13

 

De tider, hvor alt kun gik fremad, er som bekendt ovre, i hvert fald for en tid. Den økonomiske afmatning, der præger mc-branchen som helhed, afspejler sig nu for alvor også i MC Touring Clubs dagligdag, hvor medlemstallet i det forgangne år er gået yderligere tilbage. MCTC har således måttet konstatere en medlemstilbagegang på 834 personer i 2012. Ved udgangen af 2012 var vi  38.829 medlemmer fordelt på 37.899 almindelige og 928 passive. Trods tilbagegangen i medlemstallet blev det økonomiske resultat et overskud på 1,1 mio. kroner.  Bestyrelsen har på baggrund af den fortsat gode økonomi endnu en gang besluttet at fastholde det historisk lave medlemskontingent på 190 kr for almindelige medlemmer og 160 kr for passive her i 2013.

I det forgangne år har vi videreført arbejdet med at føre nogle af konklusionerne fra den seneste store medlemsundersøgelse fra 2011 ud i livet. Større synlighed og styrkelse af medlemmernes tilhørsforhold til MCTC.
I efteråret kom MCTC på Facebook, hvilket er blevet godt modtaget. Det har haft en klart afsmittende virkning på vores hjemmeside, hvor vi har registreret et kraftig stigende besøgstal.
Vi arbejder nu på i et samarbejde med vores svenske søsterorganisation, SMC, at introducere en App, der vil åbne for helt nye muligheder for vores medlemmer, noget man vil komme til at høre meget mere om, når faciliteten er oppe at køre.
Selv om vi bruger væsentlig flere ressourcer end tidligere på den elektroniske formidling, skal der ikke herske tvivl om, at Touring Nyt fortsat er vores vigtigste medie. Det er fortsat det vigtigste bindeled mellem medlemmerne og foreningen, og derfor arbejdes der til stadighed på at videreudvikle bladet.
 
MCTC har været synlig på udstillinger, store arrangementer og åbent hus hos forhandlere med vores stand. Endvidere arbejdes der med ny hvervepakke til nye medlemmer.
Et nyt tiltag så dagens lys i 2012, Jernbag, MCTC`s modstykke til den amerikanske kørekonkurrence Iron Butt. Her har man mulighed for at få bevis på, at man har gennemført en længere mc tur på en given længde inden for et afgrænset tidsrum.
 
I 2012 har vi igen bevilget såvel tilskud som underskudsgaranti til medlemsarrangementer sat i værk af foreningens aktive medlemmer. Nye ansøgninger om tilskud til gode arrangementer, der kan blive til gavn for medlemmerne, vil fortsat blive positivt modtaget. Vi ønsker at støtte op om medlemsaktiviteter, der kan medvirke til at vi får en endnu mere levende forening. Tilskud til medlemmernes deltagelse i MCTC-godkendte kørerkurser fortsætter ligeledes.

På sidste års generalforsamling blev en beklagelig eksklusionssag af to medlemmer bragt op. De ekskluderede ønskede imidlertid ikke at gøre brug af deres ret til at få sagen bragt op for generalforsamlingen jævnfør vedtægterne. Fremførte trusler om privat søgsmål mod MCTC samt bestyrelse er heller ikke ført ud i livet, derfor betragter vi fra bestyrelsens side sagen som helt afsluttet.

2012 blev endnu et år med udfordringer for MC Touring Camp. Status for årets drift blev 9.885 overnatninger, en tilbagegang på 1.517 overnatninger i forhold til 2011. Den primære drift viste et underskud på godt 80.000 kr, hvilket var en forbedring på 57.000 kr. i forhold til året før. Trods forbedringen er resultatet for pladsen ikke tilfredsstillende, da vi fortsat har store afskrivninger på campingpladsens tidligere investeringer. Afskrivninger som i 2012 beløb sig til godt 408.000 kr. Da vi i MCTC har et princip om, at aktiviteter skal kunne bære sig selv på sigt, arbejder vi fortsat på at skabe balance mellem indtægter og udgifter. På den baggrund er der heller ikke blevet plads til de store ændringer på Campen det sidste år, men nogle vil sikkert værdsætte, at vi til denne sæson har renoveret vores to ældste hytter på pladsen, der var værdigt trængende. Hvis man mangler en anledning til at få besøgt vores Camp kunne en god anledning være midsommerfesten, der afholdes d. 22. juni.

MCTC er som bekendt repræsenteret i Færdselssikkerhedskommissionen og Rådet for Sikker Trafik. Aktivitetsniveauet har ikke været bemærkelsesværdigt højt, men det kan nævnes at i FK har vi medvirket til arbejdet med en ny handlingsplan for perioden frem til 2020. Der er ikke meget fokus på motorcyklisterne i planen, men der er kommenteret der, hvor det var hensigtsmæssigt.
Ellers kan vi glæde os over at 2012 bød på et historisk lavt antal mc-ulykker med dødelig udgang. Aldrig har tallet været så lavt. 11 dræbte var en stor forbedring et set i forhold de seneste års væsentlig højere tal. I et forsøg på at komme endnu længere ned har vi i forbindelse med genoplivningen af mc-sikkerhedsgruppen, MCSG, haft et samarbejde med DMC og forhandlerforeningen, MMF, om en ”Se Os” kampagne, der kører for øjeblikket. Målet er at gøre vores medtrafikanter opmærksomme på, at vi nu igen er på gaden, så nogle af de ulykker, hvor vi bliver overset i trafikken, forsøges undgået.

I starten af 2013 trådte det 3. kørekortdirektiv (EU) i kraft. Som frygtet valgte den danske trafikminister at overhøre alle indsigelser (deriblandt høringssvar fra MCTC) til den danske tolkning af det i forvejen meget restriktive  direktiv. Det har medført en diskriminerende, dyr og besværlig vej til at opnå kørekort til motorcykel set i forhold til bil. Man kan kun frygte, at det også vil få en negativ indflydelse på den i forvejen begrænsede tilgangen af nye unge motorcyklister. 

Vores vagthund i EU, FEMA  (Federation of European Motorcyclists` Associations) har derfor allerede på nuværende tidspunkt starte arbejdet for at tilvejebringe mere rimelige betingelser for motorcyklisterne via det næste kørekortdirektiv.
Det mest aktuelle emne for os for nuværende i EU, er dog kommissionens forsøg på at få indført tvunget syn for motorcykler i alle medlemsstater. Vi er her oppe mod synsbranchens organisationer, der bruger mange ressourcer og tvivlsomme argumenter i deres lobbyarbejde for at få en merindtjening på syn af motorcykler og knallerter. Den danske regerings holdning til spørgsmålet er for nuværende uvis.
De økonomisk svære tider har også ramt FEMA, der på grund af medlemsorganisationernes faldende medlemstal også rammes af lavere kontingentindbetalinger. Konsekvensen er blevet, at der er sket reduktion i personalet i Bruxelles, så der nu skal prioriteres endnu hårdere i opgaverne.

Udfordringerne for det kommende år bliver fortsat fokus på medlemsfastholdelse og medlemshvervning, hvis vi skal fastholde fundamentet for fortsat udvikling. Udfordringen er her ikke kun økonomi, men også det faktum at motorcyklisterne bliver ældre og ældre og vil blive færre de kommende år, hvis der ikke kommer nye til. Derudover skal vi nok også som tidligere omtalt se mere på, hvordan vi kan samarbejde med andre mc-organisationer til gensidig fordel for vores medlemmer.


Jørn Winding
Formand MC Touring Club

 


MC Touring Club|Markvangen 6, 8260 Viby J|Tlf. +45 8611 6200|Fax +45 8611 6259|Mail tn@mctc.dk